Præsten har ordet: Glædelig jul i en kaotisk tid

Rasmus Jensen, sognepræst i Hørsholm Kirke.

Rasmus Jensen, sognepræst i Hørsholm Kirke.

Foto: Anne Sofie Coles

For ikke så længe siden modtog min kone og jeg en invitation til en adventssammenkomst. Det var fra en veninde, der for nyligt er blevet skilt. Det har været nogle hårde måneder, og invitationen blev derfor indledt med ordene: 

“Midt i en lidt kaotisk tid ville det glæde mig at se jer.”

Jul, glæde og sårbarhed hører sammen. Det er, som om december og juletiden kalder på, at vi mødes om noget glædeligt. Men samtidig er det er en tid, hvor man er sårbar.

Man mindes sin barndoms jul og tænker på alle dem, man savner. Det hele smelter sammen i julen: Sorg og glæde går hånd i hånd.

Løfter vi blikket og ser på verden omkring os, så passer vores venindes ord også: Vi er midt i en lidt kaotisk tid. 

Revolution i Syrien, konflikt i Mellemøsten, en fornyet anspændt situation i Sydkorea, en blomstrende “Make America Great Again”-bevægelse i USA, samtidig med at det globale syd, Rusland og Kina har store planer om en forandret, multipolær verdensorden. 

Storpolitisk er det også en lidt kaotisk tid. Vi kan knapt nok følge med i nyhederne. Og vi ved ikke, hvor det ender: For hvad kommer det alt sammen til at betyde for Europa og for vores samfund?

Alligevel hører jul og glæde sammen. 

Julen kalder glæden frem hos os på trods af truslerne og på trods af sårbarheden og minderne om det, der ikke længere er.

Læs også

Siger mørket imod

Glæden vokser dels ud af fortællingen om Jesu fødsel, hvor Gud bliver menneske. Dels vokser glæden ud af traditionerne. Og på et eller andet tidspunkt i løbet af julen kan man være heldig at nå det punkt, hvor julefreden sænker sig. 

Også selvom der er nok at bekymre sig om. Også selvom julen rummer både kaos og sårbarhed. Julen siger mørket imod og kalder os til at tænde lys.

Jesusbarnet symboliserer både lyset og sårbarheden. Med det lille, bløde menneskebarn vil Gud være på niveau med os. Uanset hvor kaotisk eller sårbart det hele føles. 

Jesusbarnet er det håb, der siger mørket og ufreden imod: Ømt og blødt, som er et nyfødt menneskebarn er, sådan er håbet også i julen: Det står i kontrast til storpolitik og nyheder. 

Og selv i en familie med kaos, er julen en anledning til at blive mindet om, og der findes en fred, som ingen sorg tør røre.

Julefreden. Det er den største af alle julegaverne.

Glædelig jul!

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...