Midt om natten holdt en bil på den store parkeringsplads for enden af Industrivej i Roskilde, og fra den bil foregik der mistænkelig aktivitet.
Det mente i hvert fald en anmelder, der et minut over midnat mellem lørdag og søndag tippede Midt- og Vestsjællands Politi om bilen.
Anmelderen fik ret, for en patrulje fandt frem til bilen, hvori der sad to personer, og i hvert fald den ene havde ikke rent mel i posen.
Derimod havde han to salgsposer med kokain på sig, og under et sæde i bilen fandt betjentene yderligere 21 poser med i alt 11 gram kokain.
Derefter nåede de om i bagagerummet, hvor der gemte sig fem poser med i alt 49 gram skunk.
Den 26-årige rumænske mand, der havde narkoen på sig, blev sigtet for salg af euforiserende stoffer og blev desuden også selv testet positiv for kokain.
Han sidder nu frihedsberøvet, mens hans udlændingesag bliver behandlet.