Det blev til en længere biljagt, da en yngre mand drev gæk med politiet, efter at han havde knaldet et gult arbejdsblink på taget af firmavarebilen.
- En 27 kilometer lang biljagt fandt sted fra Roskilde til Greve lørdag aften.
- Politiet jagtede en varebil med gult arbejdsblink, der kørte i nødsporet.
- Føreren, en 19-årig mand fra Lejre, blev anholdt og testet positiv for kokain.
- Han erkendte at have brugt blinket for at advare mod affaldssmideri.
- Den unge mand blev løsladt efter en blodprøveudtagelse, og konsekvenserne for hans kørekort afventes.
Episoden fandt sted lørdag aften og startede i Roskilde og sluttede i Greve efter en køretur på motorvejen hele vejen ind omkring Ishøj-sammenfletningen.
Biljagten begyndte på Køgevej i Roskilde, hvor politiet spottede en varebil, som kørte med gult arbejdsblink tændt på taget, mens han dyttede af personbilen foran. Bilerne kørte ad tilkørselsrampen ned på Holbækmotorvejen mod København, og patruljen kørte efter for at standse de to bilister.
Varebilen kørte hurtigt ind i nødsporet, da patruljen tændte blinket på politibilen. En betjent steg ud for at tale med føreren, og i mellemtiden fortsatte den anden betjent videre i bilen ad Holbækmotorvejen for at standse personbilen, som var fortsat videre, men som standsede ikke så længe efter.
Så skulle man tro, at sagen var klaret, men inden den gående betjent fik kontakt med føreren af varebilen, kørte den igen fra stedet, og betjenten måtte sætte det lange ben forrest for at få løbet sin kollega op. Han var godt i gang med at afhøre bilisten. Bilisten var en 19-årig mand fra Viby, som nægtede at kende til føreren af den nu forsvundne varebil.
Efter en hurtig afhøring af den unge mand kastede betjentene sig ind i deres vogn, og så satte jagten ind på flugt-varevognen. Og det skulle taget noget tid, før politiet var på omgangshøjde. Det skete nemlig først efter 27 kilometers jagt rundt ad motorring 4, og ved Greve Centervej blev varebilen endelig standset igen.
Bag rattet sad en 19-årig mand fra Lejre Kommune, som blev anholdt. Det viste sig, at føreren var narkopåvirket og blev testet positiv for kokain. Han erkendte at have indtaget kokain omkring fem dage forinden. Han forklarede, at bilen var en arbejdsbil, og at han havde villet gøre bilisten foran opmærksom på, at det ikke var okay at smide affald ud af vinduet. Han erkendte at have tændt arbejdsblinket, da han var ved at teste det til arbejdsbrug. Han blev sigtet for uberettiget at anvende blinket.
Den 19-årige blev taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Nu venter resultatet af blodprøven, hvorefter føreren kan forvente at høre, hvilke konsekvenser det kan få for hans kørekort.
Episoden fandt sted lørdag aften mellem 21.30 og 22.