Fire unge mænd gjorde et ihærdigt forsøg på at slippe fra politiet, da de vakte mistanke på en parkeringsplads i Roskilde.
Det var to af politiets narkohunde, der mandag ved middagstid fik færden af noget mistænkeligt på parkeringspladsen ved Æblehaven.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi.
Her blev politiet opmærksom på fire unge mænd i en bil. Og så snart de fire mænd fik øje på politiet, lavede de en U-vending i bilen og kørte hurtigt væk fra stedet. De smed bilen fra sig på en parkeringsplads og forsøgte i stedet at flygte til fods.
To af de unge mænd slap fra politiet, mens det lykkedes politibetjentene at få fat i to af mændene. Den ene havde en lille klump hash i lommen, og da politiet ransagede bilen, fandt de yderligere en klump hash.
De to mænd, der blev stoppet af politiet, er henholdsvis 19 og 20 år og begge fra Roskilde.