Elias blev stukket ned af 14-årig på åben gade: - Det sker der når mindreårige begår kriminalitet

En 15-årig er dømt for medvirken til grov vold med døden til følge. Gerningsmanden er 14 år.

Elias Bukh Barlian blev slået ihjel som 15-årig af sin 14-årige barndomsven.

Elias Bukh Barlian blev slået ihjel som 15-årig af sin 14-årige barndomsven.

Foto: Privat

Der er sat et foreløbigt punktum i sagen, hvor 15-årige Elias Bukh Barlian blev stukket ned på åben gade ved et busstoppested. En 15-årig er blevet idømt tre års fængsel for medvirken i sagen, hvor en 14-årig barndomsven stak med kniven.

Den Korte Version
  • En 15-årig er dømt tre års fængsel for medvirken til grov vold med døden til følge, mens en 14-årig barndomsven stak Elias Bukh Barlian ihjel.
  • Den 14-årige kunne ikke straffes ved domstolene, da han var under den kriminelle lavalder, og hans sag blev behandlet i Ungdomskriminalitetsnævnet.
  • Advokat Mette Grith Stage forklarer, at unge i Ungdomskriminalitetsnævnet kan opleve anbringelse på sikrede institutioner som en straf.
  • Den 15-årige har nægtet sig skyldig og overvejer at anke dommen, mens sagen har skabt debat om mindreåriges kriminalitet.
  • Podcasten Rejseholdet dykker ned i sagen og giver indsigt i retssagen og Ungdomskriminalitetsnævnets rolle.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Sagen har været lidt speciel, netop fordi det var den 14-årige, der ramte Elias med kniven i hjertet. Men det var hans 15-årige ven, der var tiltalt ved Retten på Frederiksberg, fordi den 14-årige var under den kriminelle lavalder på gerningstidspunktet. Elias Bukh Barlian blev stukket i hjertet med en kniv ved busstoppestedet ved Åfløjen i Husum den 22. maj i år.

Læs også

Hans sag har i stedet været behandlet i Ungdomskriminalitetsnævnet, og han kunne altså ikke straffes for sin gerning ved en domstol.

Den 14-årige var i stedet indkaldt som vidne i sagen, hvor han var flankeret af den kendte advokat Mette Grith Stage.

Til Sjællandske Nyheders krimipodcast 'Rejseholdet' fortæller advokaten, hvad der normalt sker i den slags sager. Det gør hun i andet afsnit af to af 'Rejseholdet', der handler om det tragiske knivstikkeri, der førte til, at 15-årige Elias Bukh Barlian mistede livet.

I første afsnit fortale Elias' mor Anna Sørine Bukh Petersen, hvordan hendes søn var, ligesom hun sætter ord på tabet og sorgen.

- Jeg vil ikke oplyse konkret, hvad der er sket i forhold til min klients sag. I og med at han ikke har været igennem en retssag, så har det jo ikke været offentligt, hvad der er sket med ham, men jeg kan fortælle lidt om, hvad der sådan i generelle vendinger sker i den her sagstype, siger Mette Grith Stage til Rejseholdet.

Kan blive fjernet fra mor og far

Hun fortæller, at der for nogle år siden blev lavet en ny lov og oprettet et Ungdomskriminalitetsnævn.

- Er der møde i Ungdomskriminalitetsnævnet, har den mindreårige sigtede ret til en advokat, hvis det en sag af en vis alvor, og så er det helt sædvanligt, at man som advokat sidder sammen med sin klient nede i Ungdomskriminalitetsnævnet og i den forbindelse varetager hans interesser i virkeligheden lidt ligesom man vil gøre til en almindelig retssag, siger Mette Grith Stage.

I nævnet kører der ingen retssag, og selvom den unge nægter at have gjort noget, så er det udelukkende nævnet, der afgør, om det mener, at der er sket noget kriminelt.

- Og så har Ungdomskriminalitetsnævnet nogle muligheder for at fastsætte et forløb for den unge. Det kan være alt lige fra et et såkaldt forbedringsforløb, hvor man for eksempel skal have en kontaktperson fra kommunen fem timer om ugen, og at man skal sørge for at passe sin skole, og så helt over til, at Ungdomskriminalitetsnævnet kan bestemme, at man skal anbringes på en sikret og lukket institution for unge, altså hvor man bliver fjernet fra sit almindelige hjem hjemme hos mor og far, og så i virkeligheden bliver spærret inde på en ungdomsinstitution, ligesom man var i fængsel, siger Mette Grith Stage.

Læs også

Føles som en straf

Advokaten går ikke ind i sin klients konkrete sag, men under retssagen kom det kort frem, at den 14-åriges forløb blandt andet betød, at han var på en sikret institution.

Mette Grith Stage fortæller, at mange unge kan føle, at det er en straf, hvis Ungdomskriminalitetsnævnet beslutter, at de skal være sådan et sted.

- Der er ikke nogen tvivl om, at for mange af de unge, som bliver anbragt på en sikret institution, føles det her som en straf. De føler jo, at de på en måde kommer i fængsel, altså i et ungdomsfængsel. Det føles som en straf, men man kalder det ikke en straf i det her regi. Der taler man om, at det er et forbedringsforløb, den unge skal indgå i. Altså at det i virkeligheden er sådan en en hjælpende hånd til den unge, selvom den unge måske i virkeligheden føler, at det er en straf, siger Mette Grith Stage.

Den 15-årige, der nu er dømt for medvirken til grov vold med døden til følge og for sammen med den 14-årige at have planlagt, at de skulle stikke Elias Bukh Barlian med en kniv har undervejs i hele sagen nægtet sig skyldig. Han har udbedt sig betænkningstid i forhold til, om dommen skal ankes.

Du kan høre meget mere om retssagen og Mette Grith Stages forklaringer om Ungdomskriminalitetsnævnet i Rejseholdets podcast afsnit 'Del 2. Dræbt ved Stoppested'

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...