S venter borgmestereffekt

Borgmester Tomas Breddam til idrætsfest flankeret af sin hustru Dorte - og af Gitte Kronbak Nielsen, der udfordrede ham som spidskandidat og tabte duellen.

Borgmester Tomas Breddam til idrætsfest flankeret af sin hustru Dorte - og af Gitte Kronbak Nielsen, der udfordrede ham som spidskandidat og tabte duellen.

Foto: Anders Ole Olsen

For Socialdemokratiets formand er det meget enkelt at udpege ét mål, der overskygger alle andre til valget om et år.

- Det er selvfølgelig, at vi bevarer borgmesterposten. Det vil være glædeligt, hvis vi bevarer den - og det tror vi også, at vi kan igen. Roskilde er kendt for at være en socialdemokratisk kommune, og det, håber vi, vil vise sig igen, siger Anne Marie Wulff Hedenborg.

Med undtagelse af en enkelt valgperiode har Socialdemokratiet beklædt borgmesterposten siden 1978. Aktuelt er den socialdemokratiske gruppe dobbelt så stor som de næststørste, selv efter tilbagegang ved de seneste to valg - og på landsplan står partiet for tiden til nye øretæver med historisk ringe galluptal for regeringen.

Anne Marie Wulff Hedenborg forventer nu, at vælgerne er i stand til at skille landspolitik fra lokalpolitik.

- Der er altid forskel på, hvad folk stemmer til folketingsvalg og kommunalvalg, og jeg håber, at vælgerne vil kigge på, hvad vi har opnået lokalt, hvor vi har samarbejdet bredt. Jeg er ikke i tvivl om, at regeringen får slag for at have taget store bededag, men det kan man ikke beskyldes for lokalt, og det tror jeg, de fleste ved.

Hun mener, at byrådsgruppen har en god størrelse, som den er nu, dvs. med 10 medlemmer, og det er, hvad partiet gerne vil have igen. Det anser formanden for realistisk, blandt fordi der er mange konkrete resultater at trække frem i valgkampen.

- Vi har lavet en toårig budgetaftale med næsten alle partier i byrådet, stemningen i folkeskolen er også blevet bedre, og noget, som sikkert glæder mange, er de miniteam, der er kommet på ældreområdet, siger Anne Marie Wulff Hedenborg.

I foråret var Socialdemokratiet igennem et hårdt opgør om at blive spidskandidat, da Gitte Kronbak Nielsen udfordrede Tomas Breddam. Det blev et valg i to etaper, som i sidste ende faldt ud til den siddende borgmesters fordel, men som også viste, at mange af medlemmerne foretrak en anden.

Formanden tror dog på, at der kommer en borgmestereffekt, hvor borgmesterens person vil trække mange stemmer til.

- Ved sidste valg var Tomas stadig ny. Denne gang er der langt flere, der kender ham og ved, hvad han står for - og så får han et stærkt kandidathold bag sig, siger Anne Marie Wulff Hedenborg, som også fremhæver den ligestilling, som partiet praktiserer ved at besætte pladserne på kandidatlisten med skiftevis en kvinde og en mand.

Socialdemokratiet er så stort, at de fleste partier vil være betænkelige ved at indgå i et valgteknisk samarbejde, som med overvejende sandsynlighed vil gavne det større parti, men skulle det ende med, at S står alene, skyldes det ikke modvilje mod at indgå i et valgforbund.

- Vores dør er åben, og vi har altid en kop kaffe klar, lyder invitationen fra S-formanden.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...