Det var kortfattet, og det var skriftligt, da Gitte Kronbak Nielsen mandag aften gav sin umiddelbare reaktion på, at den socialdemokratiske byrådsgruppe havde fjernet hende fra posten som gruppeformand og erklæret hende mistillid.
Det skete i kølvandet på partiets generalforsamling i lørdags, hvor Gitte Kronbak Nielsen havde vundet afstemningen om at blive partiets spidskandidat til kommunalvalget næste år, men sejren på 66-51 var ikke stor nok, så valget af spidskandidat skal nu afgøres i en urafstemning blandt medlemmerne, som kan stemme på Gitte Kronbak Nielsen eller den siddende borgmester, Tomas Breddam.
Den tillid, som generalforsamlingen viste hende, deles dog ikke af byrådsgruppen, hvor et flertal udsendte en pressemeddelelse, hvor der i skarpe vendinger blev lagt afstand til Gitte Kronbak Nielsen, som gruppen følte sig misbrugt og svigtet af.
I første omgang valgte Gitte Kronbak Nielsen blot at glæde sig over generalforsamlingens opbakning - det gør hun stadig - men nu sætter hun flere ord på, hvordan hun har oplevet gruppens reaktion.
- Den tone, der er i debatten lige nu - det er noget af det, jeg prøver at gøre op med i forhold til mit kandidatur. I bund og grund har jeg bare brugt min ret til at stille op, og jeg har ikke lyst til at være med i en debat på det niveau. Generalforsamlingen var ikke nogen nem dag, men jeg er glad for den måde, alle tacklede det på, og jeg synes, medlemmerne har taget godt imod den udfordring og kvitteret med en kraftig opbakning. Men gruppens udmelding og den meget hårde tone, der er i den pressemeddelelse, der kom, ramte mig, siger Gitte Kronbak Nielsen.
- Jeg ærgrer mig over den uforsonlige tone. Jeg er opmærksom på, at vi skal finde hinanden bagefter, hvad enten det er den ene eller den anden, der er der bagefter, og jeg vil i hvert fald nok selv kigge indad og passe på med, hvilken tone jeg får brugt i de udmeldinger, jeg selv kommer med, tilføjer hun.
Gitte Kronbak Nielsen understreger, at hun ikke har været med til at udfærdige pressemeddelelsen, som hun betragter som et partsindlæg fra dem, der har udsendt den til pressen og til medlemmerne. Hun havde gerne set, at også hun fik adgang til at udsende et tilsvarende partsindlæg til medlemmerne, men konstaterer, at hun ikke får den mulighed.
- Det værste ved, at det bliver personligt, er, at pressemeddelelsen fra gruppen kommer fra folk, som jeg har været tæt på og har været gruppeformand for i to et halvt år, hvor der ikke har været givet udtryk for, at jeg var “en uredelig gruppeformand” - og så kommer det lige pludselig. Det rammer mig, for det er noget, der er sket over night, at jeg skulle være den ondeste gruppeformand i verden, siger Gitte Kronbak Nielsen.
Hun afviser at have misbrugt sin position som gruppeformand, endsige at hun burde have frasagt sig posten som formand for gruppen. Tværtimod mener hun, at hun hele vejen igennem har løst sin opgave, også i respekt for gruppens forventninger til, at det skulle laves socialdemokratisk politik.
- Jeg har hele tiden bestræbt mig på at udvise den loyalitet, man kan forvente, både over for Tomas som borgmester og over for gruppen, og mine egne overvejelser har jo netop gået på, om jeg skulle stå af og lade være med at lave politik mere, fordi jeg ikke længere kunne se mig selv i det, eller om jeg skulle tage kampen op. Og jeg vælger at tage kampen op - men helt frem til dét tidspunkt, hvor jeg beslutter at tage kampen op, er der ingen, der kan sige, at jeg ikke har haft øje for den socialdemokratiske gruppes prioriteringer, siger Gitte Kronbak Nielsen.
Det vil hun også have i fremtiden, forsikrer hun.
- Jeg har kun én interesse: Uanset hvem der sidder der efter urafstemningen, skal vi se at få fundet sammen igen, alle gode kræfter, i forhold til at lave socialdemokratisk politik, siger hun.
Urafstemningen blandt medlemmerne af Socialdemokratiet finder sted fra fredag den 22. marts til tirsdag den 9. april og foregår elektronisk.