»Har jeg fuldstændig overset noget?« tænkte borgmesteren

Borgmester Tomas Breddam er overrasket over den personlige kritik inde fra byrådsgruppen, som først er kommet i forbindelse med kampvalget.

Borgmester Tomas Breddam er overrasket over den personlige kritik inde fra byrådsgruppen, som først er kommet i forbindelse med kampvalget.

Tomas Breddam letter nu på låget i forhold til, hvordan han oplever den kritik, der er kommet af ham i forbindelse med det interne opgør om borgmesterposten i Socialdemokratiet, hvor han lørdag tabte den første afstemning mod gruppeformand Gitte Kronbak Nielsen på partiets generalforsamling.

Her satte byrådsmedlem Camilla Vilby-Mokvist i stærke vendinger ord på sin frustration over borgmesteren, som hun også fremførte ved de to kandidaters præsentationsmøde tidligere på ugen.

Den kritik inde fra byrådsgruppen er kommet helt bag på Tomas Breddam. Men hans første reaktion var, om det bare var gået hen over hovedet på ham.

- Det er nogle gange et fortravlet liv, man fører, så når jeg får den ind, tænker jeg »det var pokkers, der må være noget, jeg fuldstændig har overset i forhold til det her«, siger borgmesteren.

Han kiggede derfor sms’er og emails igennem og spurgte nogen i byrådsgruppe, som ikke er direkte involveret i polemikken, men intet af det antydede den kritik, han nu blev mødt med.

- Det med at blive præsenteret af en ret grundlæggende kritik af min rolle og person og så først få den i forbindelse med det her kampvalg, det har virkelig været noget, der overraskede mig rigtig meget, siger Tomas Breddam, som i det hele taget slet ikke havde set kampvalget komme, før Gitte Kronbak Nielsen kastede handsken.

I den tidligere byrådsgruppe, før valget i 2021, var der nogle gnidninger, som blandt andet resulterede i, at Morten Gjerskov trak sig.

Tomas Breddam fastholder, at han ikke har oplevet den slags i den nuværende gruppe. Selvfølgelig ved han som leder, at der kan være noget under overfladen, men den kritik ville han gerne have haft noget før.

Det betyder ikke, at skårene ikke kan klinkes. Hvis han kommer til at fortsætte som borgmester, er Tomas Breddam glad for, at kritikken nu er formuleret, så han kan komme den i møde og lave nogle ting om.

- I forhold til en arbejdsplads er politik noget, hvor man i højere grad er der af egen fri vilje. Camilla har meldt sig, fordi der er noget, hun brænder for, og jeg kan høre, hun har en følelse af, at hun ikke kan brænde nok for det. Det er virkelig ærgerligt, og jeg kan forstå, at jeg har en andel i, at den ild ikke har brændt med stærk nok flamme. Det er klart noget af det, hvor jeg siger, hvordan kommer man så videre, og det synes jeg, vi har bedre mulighed for nu, end der var før, siger han.

Camilla Vilby-Mokvist har ikke flere kommentarer til sagen, men vil fokusere på at komme videre som parti og som byrådsgruppe.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...