Elløbehjul er i den grad blevet et populært transportmiddel blandt børn og unge. Men der er faktisk en regel, som gør, at en del af de unge kan blive knaldet af politiet, hvis de suser afsted på det.
Det måtte en 14-årig dreng fra Roskilde sande, da han søndag eftermiddag kørte på sit løbehjul i Ringstedgade i Roskilde. Knægten blev stoppet, fordi han ikke brugte hjelm. Det er lovpligtigt, men det var ikke kun den regel, han overtrådte. Hans alder gjorde ham også til kriminel.
- Hvis man er under 15 år, så må man nemlig ikke køre elløbehjul uden at være ifølge med en voksen på mindst 18 år, skriver Midt- og Vestsjællands Politi om sagen i deres døgnrapport.
Så har man en teenager, som endnu ikke er fyldt 15, men som har adgang til et elløbehjul, så skal mor eller far eller en anden over 18 år altså med på turene, ellers falder der bøder.
Og så spørger du sikkert, hvad bøden lyder på for sådan en forseelse. Svaret vil måske undre nogen, for der falder ingen bøde i sådan en sag.
- Det er en lidt pudsig lov, for vi kan ikke give bøder til personer under 15 år, og vi kan heller ikke give bøder til deres forældre. Så i sager som denne kan vi kun tage en snak med forældrene og appellerer til, at de hjælper med at overholde lovgivningen. Det er det samme, hvis vi standser en under 15 år på en knallert, lyder det fra kommunikationsmedarbejder Charlotte Tornquist fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Drengen blev standset søndag klokken 16.