Sagafjord inviterer erhvervslivet om bord

Det historiske restaurantskib i Roskilde Havn byder på unikke rammer for bestyrelsesmøder og firmaarrangementer med fuld forplejning.

Det gode skib Sagafjord blev bygget i Norge i 1957 og kom på danske hænder i slutningen af 1980’erne. Sankthansaften 1989 sejlede Sagafjord sin første tur på Roskilde Fjord under sloganet ’Sagafjord – den sejlende restaurant’, og dermed var en ny og blivende institution i Roskilde en realitet. 35 år senere ligger det smukke 38 meter lange skib stadig i Roskilde Havn. Sagafjord blev gennemgribende renoveret i 2016 og blev udstyret med støjsvage og miljøvenlige elmotorer i 2020. Messing og træværk funkler på det velholdte restaurantskib, der er godkendt til op til 142 spisende gæster fordelt på Panoramasalonen, Sagasalonen og Kaptajnens Salon. Derudover kan man naturligvis altid nyde en forfriskning fra baren på dækket, mens Sagafjord glider nærmest lydløst ud på sin rute over fjordens rolige vande.

Liv i vinterhalvåret
I vinterhalvåret ligger Sagafjord fast i havn. Skibet er dog ikke mindre fascinerende at opholde sig på af den grund, og derfor opfordrer drift- og personalechef Camilla Skat Christensen virksomheder til at bruge de usædvanlige rammer på Sagafjord til konferencer, workshops, bestyrelsesmøder, mindre messer og firmafester.

Vi vil gerne bidrage til mere liv på Roskilde havn i de kolde måneder og åbner derfor Sagafjord op for gæster, selvom vi ikke sejler. Vi har en unik setting for forretningsmøder og andre arrangementer, og vi kan skræddersy mødepakken. Vi er meget fleksible, udtaler Camilla Skat Christensen.

Til alle typer møder
Omgivet af blankpoleret messing og lakeret mahogni og med udsigt over havn og fjord kan større møder finde sted i Panoramasalonen med plads til op til 55 deltagere eller Sagasalonen, der rummer fra 30 til 48 personer. Mere intime forsamlinger kan anvende den smukke Kaptajnens Salon med plads til 20 deltagere omkring et langbord. Der er mulighed for at køre en tv-skærm frem i den ene ende af lokalet, mens der er et whiteboard i den modsatte ende.

Årstidens gastronomi
Maden på Sagafjord afspejler den danske sæson og råvarerne hentes hos lokale producenter med fokus på økologi og godt håndværk. Ligesom søsterrestauranten Café Fjordliv er madstilen inspireret af det nye nordiske køkken, men stadig med rødderne solidt forankret i de gode danske klassikere. Til frokosten serveres smørrebrød, og aftenmenuen består af en tre-retters menu, som skifter over sæsonen.

Herudover er det muligt for erhvervskunder at bestille ekstra forplejning, som hjemmebagte surdejsboller, gode oste, croissants, årstidens frugt, snacks og skønne kager. Eller hvad med et glas mousserende vin og tangsaltede mandler på soldækket?

I køkkenet lader vi os i høj grad inspirerer af de smukke omgivelser ved fjorden og omkring liggende marker og enge, og vi gør os umage for, at maden afspejler netop dette samt de skiftende danske sæsoner, siger gastronomisk chef Marie Vedel.

Naturskønne omgivelser
Sagafjord er ikke bare omgivet af den smukke Roskilde Fjord, men også af unik natur på land inden for kort afstand. En kort vandring fra havnen fører til Kællingehaven og videre ud mod de vidtstrakte skove i Boserup.

- Her er masser af muligheder i området. Og vil man holde møder over mere end en enkelt dag, er der overnatningsmuligheder på havnen få skridt fra Sagafjord, fortsætter hun.

Jul og selskaber
Mulighederne på skibet er nærmest uudtømmelige. Familier kan spise frokoster i salonerne i weekenden, og Sagafjord danner uforglemmelig ramme om livsbegivenheder som barnedåb, konfirmationer, bryllupper og mindehøjtideligheder. Sidste år lancerede Sagafjord julefrokoster på skibet, og det blev så stor en succes, at det kommer til at gentage sig i år, hvor molen bliver pyntet med lyskæder og gran, og skibets saloner atter vil emme af julestemning.

- Vi serverer en syvretters gourmetmenu. Man kan komme i mindre grupper eller booke hele skibet. Uanset størrelsen på selskabet er der garanti for en helt særlig julefrokost med juleretter udsat for et moderne tvist kreeret af vores dygtige kokke. Vi har også produceret vores egen julesnaps og tilbyder øl fra lokale bryggerier, fortæller Camilla Skat Christensen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...