I en tid, hvor yngre politikere står i kø for at vælge politikerlivet fra, går den 62-årige socialdemokratiske gruppeformand i byrådet i Roskilde, Claus Larsen, den anden vej.
Han kan netop nu fejre sammenlagt 25-års jubilæum som byrådspolitiker, og han er klar til at tage en tørn mere, når der er kommunalvalg om et år.
- Jeg tager lige en runde mere. Jeg er jo ligesom cirkushesten, der lugter savsmuld, siger Claus Larsen.
Svært at få børnene afleveret
Det var utilfredshed med børneinstitutionernes åbningstider, der fik ham til at stille op til byrådet i Gundsø Kommune i 1990erne.
- Jeg har jo min baggrund i fagbevægelsen, hvor jeg var tillidsmand i mange år i et mellemstort elfirma. Lokalpolitisk syntes jeg, det var forkert, at vi ikke kunne få afleveret vores børn om morgenen, når vi skulle møde tidligt i København. Det måtte vi kunne lave om på, mente jeg, fortæller Claus Larsen.
Han har aldrig haft ambitioner om at blive landspolitiker på Christiansborg. Lokalpolitik er mere nærværende, siger den garvede byrådspolitiker.
- Nu er jeg jo til daglig leder i Jyllingehallerne, hvor jeg også har rigtig meget kontakt med borgere. Og den kontakt elsker jeg. Selv om min gode hustru godt kan blive lidt irriteret over, at det tager lang tid, når vi går ned gennem centeret i Jyllinge. Man skal jo lige snakke, og der er blevet løst nogle problemer hen over køledisken i Kvickly, griner han.
Blå bog
1997: Valgt til byråd i Gundsø Kommune. Sad to perioder plus det ekstra år ved kommunesammenlægningen som medlem af social- og kulturudvalget.
2008: Han blev ikke valgt i 2005, men var 1. suppleant til byrådet i Roskilde og kom ind i oktober 2008.
2009: Valgt til byråd i Roskilde Kommune. Udnævnt som formand i ældre- og omsorgsudvalget og menigt medlem kultur- og idrætsudvalget.
2013: Valgt og udnævnt som formand for skole- og børneudvalget og medlem af sundhed- og omsorgsudvalget.
2017: Valgt og udnævnt som formand for kultur- og idrætsudvalget
2021: Valgt og udnævnt som formand plan- og teknikudvalget.
Gruppeformand i Socialdemokratiets byrådsgruppe. Derudover medlem af diverse udvalg og bestyrelser gennem årene, lige nu næstforperson i Gimle og medlem Roskilde Handelsskoles bestyrelse.
Højere til loftet
Og smilet vokser sig endnu større, når han bliver bedt om at pege på sin største politiske succes i de 25 år.
- Jeg kan ikke pege på noget enkelt. Men jeg synes, det var noget særligt, da vi kom sammen med Roskilde ved kommunesammenlægningen i 2007. Jeg synes, der åbnede sig en helt ny verden. Der var sgu lidt højere til loftet i Roskilde, end vi var vant til i Gundsø. Det gav nogle helt andre muligheder for at være med til at løfte nogle ting. Kulturen og idrætten har altid ligget mit hjerte nær. Og dér gør vi det faktisk rigtig godt i Roskilde. Vi har mange flagskibe, som der bliver kigget misundeligt på rundt omkring, påpeger han.
Claus Larsen har nået at sidde i næsten samtlige politiske udvalg og er lige nu formand for plan- og teknikudvalget. En opgave, der er vokset på ham siden udnævnelsen.
- Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle over i den boldgade, men nu artede det sig sådan. Og det er rigtigt spændende at være med til at udvikle fx Skt. Hans. Og vi sætter snart spaden i jorden til et håndværkskollegium i Musicon-området. Jeg glæder mig meget, til det bliver en realitet.
Claus Larsen siger med et grin, at han ikke husker nogle politiske fiaskoer.
- Jeg synes ikke, man kan måle politik i succes og fiaskoer. Politik er noget med at få skabt nogle løsninger i fællesskab med andre. For mig er det vigtigste at kunne samarbejde på tværs hen over partiernes skel. Og det synes jeg faktisk også, at jeg er lykkes med i de formandsperioder, jeg har haft i forskellige udvalg, siger Claus Larsen.