Coromatic Danmark er nomineret til Roskilde Erhvervspris, og det er faktisk ikke første gang, at det sker for virksomheden, som er en del af Coromatic Gruppen - Nordens førende leverandør af nødstrømsanlæg og netværksløsninger til kritisk infrastruktur, som blandt andet dækker over lufthavne, hospitaler, datacentre og banker.
I 2019 blev Coromatic også nomineret til erhvervsprisen, men siden har meget ændret sig.
Dengang lå hovedkontoret officielt stadig i Odense, selv om hele ledelsen sad på Præstemarksvænge i Roskilde. Det var af historiske årsager, fordi svenske Coromatic Group kom ind på det danske marked ved at købe Scanpocon i Odense, før man i 2013 også overtog Atek i Roskilde.
To år senere blev de danske afdelinger slået sammen under navnet Coromatic, og i dag lægges der ikke længere skjul på, at Roskilde er hovedkontoret.
Roskilde Erhvervspris
Roskilde Erhvervspris gives til en virksomhed i Roskilde Kommune, der i særlig grad har skabt vækst og udvikling i det lokale erhvervsliv, og som bidrager til en positiv branding af Roskilde.
Kandidater til prisen findes ved indstilling fra erhvervslivet i Roskilde. Alle virksomheder beliggende i Roskilde Kommune kan indstilles til prisen. Fristen for indstilling udløber den 31. oktober 2024.
Vinderen af prisen vil blive offentliggjort på nytårskuren midt i januar 2025, som Roskilde Kommune arrangerer i samarbejde med lokale erhvervsorganisationer. Deltagerne til nytårskuren stemmer og vælger den endelige vinder blandt finalisterne.
Nedgang blev vendt
En anden forandring er, at Kurt Vahlun Sørensen kom til som direktør i 2021 på et tidspunkt, hvor Coromatic havde økonomiske udfordringer.
Under hans ledelse har virksomheden gennemgået en turnaround, der betyder, at antallet af medarbejdere er vokset fra 130 i 2019 til cirka 180 i dag. Senest er el-installationsvirksomheden Bjerne Jensen blevet opkøbt per 1. september og blevet en del af Coromatic Danmark.
- Vi har fordoblet vores omsætning siden 2022, men vi vil vækste kontrolleret. Vi skal undgå at vokse for hurtigt, så vi ikke mister vores "edge", siger Kurt Vahlun Sørensen.
Læs også
- Brolægger var det sidste, han ville være
- Kasper og hans mænd gør Christiansborg Slotsplads og Kongens Nytorv lækker
- Eksportsucces er nomineret til erhvervspris
- De siger tak, når de møder hende i lufthavnen
- Direktør giver nøglerne til PC Schematic videre
- Sejlere søges til test af ny motor
- Erhvervspris-vinder henter hidtil største millioninvestering
- Sælger sit firma: - Det er sekundært, hvad der står på døren
Trods væksten har Coromatic fortsat plads nok i Roskilde, og der er ingen planer om at finde noget større.
- Vores placering gør det lettere at tiltrække medarbejdere, for Roskilde er en attraktiv at bo og arbejde i. Vi er stolte af at være en del af byens udvikling, og at vi kan bidrage til at sikre Roskildes fremtidige vækst som et centrum for innovation og teknologi, siger Kurt Vahlun Sørensen.