Direktør giver nøglerne til PC Schematic videre

Efter 12 år som administrerende direktør for PC Schematic A/S træder Hanne Rossen tilbage. Hun reflekterer over sine år med stolthed og taknemmelighed.

David Hellström efterfølger Hanne Rossen

David Hellström efterfølger Hanne Rossen

Foto: Presse

Efter 12 år som administrerende direktør for PC Schematic A/S træder Hanne Rossen tilbage.

PC Schematic blev grundlagt i 1978 af elektronikmekaniker Ove Larsen, som sammen med Janni Møller ville afprøve ideen om at digitalisere manuelle processer og hæve kvaliteten af arbejdet i elektronikbranchen. 

I begyndelsen hed firmaet Dansk Prototype Service Aps, efter 10 år skiftede det navn til DPS CAD-Center Aps, og i 2008 blev det omdannet til et aktieselskab under navnet PC Schematic A/S.

For syv år side rykkede selskabet fra Bygaden i Jyllinge, hvor det havde holdt til i alle årene, til større lokaler på Gammel Marbjergvej i Roskilde, men det er stadig de enkle, men ambitiøse mål, som Ove Larsen opstillede i sin tid, der er grundlaget for de programmer, PC Schematic har udviklet til el- og automationsbranchen.

Ove Larsen besluttede sidste år at gå på pension og overlade posten som bestyrelsesformand til svenske Magnus Ingemar Berglind, og nu, hvor Hanne Rossen takker af efter 12 år som administrerende direktør, er det også en svensker, der overtager, nemlig David Hellström. Den formelle skiftedag er den 30. august.

Hanne Rossen og David Hellström.
Hanne Rossen og David Hellström. Foto: Presse

Hanne Rossen reflekterer over sine 12 år som administrerende direktør - CEO - med stolthed og taknemmelighed. 

- Det har været en ære og et privilegium at lede denne enestående virksomhed og arbejde sammen med et så dedikeret og talentfuldt team. Jeg er stolt af alt, hvad vi har opnået sammen, siger Hanne Rossen.

Læs også

Under hendes ledelse har PC Schematic opnået mange betydningsfulde milepæle. 

Virksomheden har udvidet sine markeder, øget omsætningen årligt og modtaget adskillige erhvervspriser, både finansielle og medarbejderpriser, som bekræftelse på virksomhedens stærke præstationer.

Styrket position

Hun fremhæver også virksomhedens fokus på innovation og kvalitet, hvilket har styrket deres position på det danske marked. 

- Vi har udviklet vores produkter med tidsbesparende løsninger og nye tiltag for at optimere arbejdsgangene, altid med brugernes ønsker i fokus. Vores produkter og gode support har især positioneret os stærkt på det danske marked inden for vores branche. Dette har været muligt takket være vores konstante stræben efter innovation og kvalitet, siger Hanne Rossen. 

En vigtig del af hendes tid som CEO har været virksomhedens forberedelse til salg i 2021 og 2022.

- Den proces har været en central del af vores rejse og har været med til at sikre virksomhedens fremtidige vækst og succes. Det har styrket vores position og lagt fundamentet for en lys og lovende fremtid, siger Hanne Rossen, der nu træder ind som medlem af bestyrelsen.

Bred erfaring

Den ny administrerende direktør, David Hellström, har en baggrund som civilingeniør og bringer erfaring fra ledelse og udvikling af virksomheder inden for fødevarer, energi, petrokemi, lægemidler, automobil og anlæg med sig til PC Schematic. 

I kraft af sin erfaring fra teknologikonsulentvirksomheder og automationsvirksomheder, der anvender lignende software, har han en dyb forståelse for kundernes behov og kravene til konstant udvikling og innovation.

- Det føles rigtig spændende at være med og bidrage til udviklingen af PC Schematic. Med et øget fokus på salgs- og marketingaktiviteter er jeg overbevist om, at vi vil tage store markedsandele fremadrettet. Mine forventninger er, at vi vil fortsætte med at udvikle innovativ software til branchen, der er konkurrencedygtig og førende i de brancher, vi opererer i, siger David Hellström.

Han ser et stort potentiale for vækst, både i Danmark og resten af Norden og Europa og ser gode muligheder for succes. Han forventer, at PC Schematic via opkøb eller organisk vækst vil være til stede i flere lande udover Danmark og opnå en kraftig omsætningsfremgang inden for de næste to-fem år.

PC Schematic A/S havde sidste år en bruttofortjeneste på 15,5 millioner kroner og et overskud på 5,6 millioner kroner.

Der afholdes afskedsreception for Hanne Rossen den 30. august fra klokken 13-16. Det finder sted på Gl. Marbjergvej 15. Af hensyn til forplejning bedes man tilmelde sig på anette.stouby@pcschematic.com.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...