Virksomheden Searine har udviklet et elektrisk sejlsystem til sejlbåde og søger nu sejlere, som vil afprøve det i sæsonen 2025. Formålet er at få bedre indsigt i sejleres brug og oplevelse af systemet.
Searine er vinder af Roskilde Erhvervspris 2023 og har en vision om at gøre bæredygtig sejlads endnu mere sikker, enkel og miljøvenlig. Deres avancerede system, Ocean One, inkluderer features som et 360-graders drejeligt sejldrev, der kan genoplade båden ved at bruge energien fra sejladsen - hydrogenerering.
- Vi rækker ud til alle lystsejlere, der kunne være interesseret i at blive inddraget i løbende at give os feedback på forbrugeroplevelsen af Ocean One. Sejlernes holdninger er nemlig altafgørende for os, både nu og i fremtiden, da de kan hjælpe os med at forbedre og designe vores system endnu bedre til deres behov, siger Anders Hovmøller, CEO og grundlægger af Searine A/S, i en pressemeddelelse.
Searine er i gang med at trykteste og certificere systemet resten af året, så det er klar til lancering i starten af det nye år. Testsejlerne skal give praktisk feedback om systemets ydeevne og funktionalitet. Baseret på deres erfaringer og tilbagemeldinger vil systemet blive forbedret.
Der vil blive udvalgt tre testsejlere, der skal sejle med Ocean One fra april til september 2025. Der kan ansøges om at blive testsejler frem til 15. september 2024 ved at gå ind på Searines hjemmeside, searine.com
- Til at vejlede og hjælpe os med at finde de bedst egnede testsejlere har vi nedsat et ekspertpanel bestående af specialister, der til dagligt arbejder med sejlads indenfor forskellige fagområder. De vil derfor kunne vejlede os bedst muligt i at udvælge de mest egnede testsejlere, siger Anders Hovmøller.
Searine lagde før sommerferien et spørgeskema ud på sin hjemmeside, hvor sejlerne blev spurgt om input. Virksomheden nåede at modtage omkring 300 besvarelser og har nu lukket spørgeskemaet.
Værd at vide
Ansøgningsperiode: 19. juli-15. september 2024. De tre testsejlere bliver annonceret i oktober 2024.
November 2024: Et refunderbart depositum på 50.000 kr. skal betales for at få Ocean One installeret i båden.
Bådene skal være på et værft i en kort periode inden for tidsrammen 1. februar- 31. marts 2025.
Testperioden er 1. april-1. september 2025.
Hvis man vælger at få afinstalleret Ocean One efter endt testperiode, refunderes depositummet.
Hvis man vælger at beholde systemet, kan man købe det til en reduceret pris på 95.000 kr. plus en dertil passende batteripakke. Fra dette beløb kan depositummet fratrækkes.
