OL-guldvinder død - hans medalje vil ligge på kisten

Cykelrytter og OL-guldvinder Reno B. Olsen er død. Han blev 77 år.

OL-guldvinder og Roskilde Cykel Rings første æresmedlem, Reno B. Olsen, er død. Billedet er fra 2008, hvor han talte med Dagbladet Roskilde om sine OL-oplevelser.

OL-guldvinder og Roskilde Cykel Rings første æresmedlem, Reno B. Olsen, er død. Billedet er fra 2008, hvor han talte med Dagbladet Roskilde om sine OL-oplevelser.

Foto: Kim Rasmussen

Han blev hyldet foran flere tusinde mennesker på torvet, da han kom hjem fra de olympiske lege i Mexico City i 1968. Om halsen havde han en guldmedalje, og det er nok sådan, langt de fleste kender det store cykelnavn, som nu er gået bort.

Navnet er Reno B. Olsen. Han døde onsdag den 25. september på plejecenteret Bøgebakken i Lejre, efter han de sidste syv år af sit liv har kæmpet med alzheimers. Indtil han kom på plejecenter, boede han i Gevninge, hvor han har boet det meste af sit voksne liv.

Men Reno B. Olsen var første og fremmest Roskilde-dreng, og han repræsenterede Roskilde Cykel Ring i hele sin karriere, som bød på 12 danmarksmesterskaber. Karrieren førte i øvrigt til, at han blev Roskilde Cykel Rings første æresmedlem.

Reno B. Olsen vil for altid blive husket for sin guldmedalje ved OL i Mexico City. En medalje, som kom i hus ved, at han og holdet i 4000 meter holdforfølgelsesløb havde slået Sovjetunionen i semifinalen og i første omgang tabt til Vesttyskland i finalen. 

Men vesttyskerne havde snydt, deres tredjemand var blevet skubbet frem, da han var ved at blive sat, og dermed fik Reno B. Olsen og resten af det danske hold guld. Et guld, som blev fejret ved, at han blev kørt i åben vogn gennem Algade til hyldest på et propfyldt Stændertorvet.

Billedet er fra Stændertorve, da Reno B. Olsen kom hjem fra OL med guldmedaljen.
Billedet er fra Stændertorve, da Reno B. Olsen kom hjem fra OL med guldmedaljen.

I et interview med Dagbladet Roskilde i 2008 ærgrede han sig dog over måden, medaljen kom i hus.

- Det sætter faktisk lidt skår i glæden at vinde på den måde, selv om vi nok havde vundet alligevel, sagde han ved den lejlighed.

Selv om Reno B. Olsen var en stjerne i sin tid, blev han selv lidt stjerneramt, da han efter sejren blev interviewet af Gunnar "Nu" Hansen.

- Lige i det øjeblik var jeg lidt i tvivl om, hvem der var stjerne, fortalte han med et stort grin.

Og det store smil kendetegnede hurtige Reno. Det og hans ukuelige vilje. Satte han sig noget for, så skulle det også gøres ordentligt. Derfor blev det til utallige maratonløb, og de senere år blev der spillet et hav af tenniskampe i både Gevninge, Lejre og med personalet på Roskilde Sygehus.

Reno B. Olsen stoppede i jobbet som kedelpasser og skilteansvarlig på Roskilde Sygehus, da han fyldte 68 år. Han arbejdede nærmest i en menneskealder på sygehuset, hvor han i en længere periode også var fællestillidsmand.

Reno B. Olsen var med til at vinde OL-guld i 1968 i Mexico City i 4000 meter holdforfølgelsesløb. Da han kom hjem, stod Roskilde på den anden ende, og Reno blev kørt i åben vogn gennem byen..
Reno B. Olsen var med til at vinde OL-guld i 1968 i Mexico City i 4000 meter holdforfølgelsesløb. Da han kom hjem, stod Roskilde på den anden ende, og Reno blev kørt i åben vogn gennem byen..

Skolen var ikke noget for Reno B. Olsen. Allerede efter syvende klasse var det farvel til bøgerne. Der skulle ske noget i Reno B. Olsens liv, han ville udmærke sig, og det viste sig at være gennem cykelsport, når ikke han ikke som stort barn støvede rundt på Roskilde Havn for at snuse til livet.

Efter cykelkarrieren kastede Reno B. Olsen sig over jagt som en stor interesse, og der findes vel nærmest ikke det land i verden, han ikke har været på storvildtjagt i: Kasakhstan, Namibia og Canada blev hurtigt krydset af på listen over steder, han har gået på jagt.

Reno B. Olsen bisættes fra kapellet på Østre Kirkegård i Roskilde fredag den 4. oktober klokken 13. For at vise hvor meget de olympiske oplevelser fyldte i hans liv, vil guldmedaljen fra den tynde luft i Mexico ligge på kisten, når han bliver båret ud.

Reno B. Olsen var også deltager ved OL i 1972 i München.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...