Som hun kommer slentrende ned ad gangen med den sorte Fjällräven over den ene skulder og med håret sat op i en hestehale, blender hun ganske godt ind på Himmelev Gymnasium i Roskilde. Hun er også kommet for sent til time en enkelt gang i år. Men undskyldningen, den hører man sjældent.
Det har nemlig lydt noget i retningen af »Undskyld, jeg kommer for sent, jeg har været til OL«.
Navnet er Julie Kepp Jensen, 16 år, og på cv'et står øverst »svømmede første tur på Danmarks 4x100 meter fri ved OL i Rio«.
Klassen hun går i er en ganske normal gymnasieklasse. Julie Kepp har dog fået fire år til at få gjort uddannelsen færdig. Svømningen skal jo passes.
- Det passer mig rigtig godt, at det er en helt normal klasse. Når jeg er i skole, vil jeg helst bare være gymnasieeleven, som går til svømning. Men det er da klart, der sker ikke så meget her som ved et OL i Rio, griner hun.
Julie Kepp har egentlig aldrig stræbt efter at blive elitesvømmer. Hun blev smidt i bassinet som lille til babysvømning med sin mor, men det var først, da hun var ni år gammel, at hun begyndte til konkurrencesvømning i A6, konkurrenceafdelingen for Jyllinge, Ølstykke og Slangerup.
- I A6 bliver man prikket efter et klubmesterskab og spurgt, om ikke man vil gå til konkurrencesvømning. Men jeg kunne ikke komme til klubmesterskaberne, og min bedste veninde endte med at vinde og blive udtaget til konkurrenceholdet. Jeg syntes, det var enormt fejt og plagede om at måtte komme med i konkurrenceafdelingen. Til sidst sagde de OK. De var vel trætte af mit plageri, husker Julie Kepp.
Og her syv år senere svømmede hun altså holdkap sammen med nogle af Danmarks bedste svømmere, fordi hun som bare 16-årig er god nok.
Du kan læse hele det store interview med Julie Kepp Jensen i DAGBLADET Roskildes lørdagsudgave. Den kan købes som e-paper her på siden.
