Sølvtøjet, kontanterne, golfuret og cognacen er til at erstatte, efter at tidligere chef de mission for det danske OL-hold, Jesper Frigast Larsen, natten til lørdag havde indbrud i sit hjem i Jyllinge, skriver DAGBLADET Roskilde.
Hvad han derimod er umådelig ked af at have mistet er, fem ud af de otte erindringsmedaljer fra de OL han har deltaget i. De lå i en kasse i Jesper Frigasts arbejdsværelse.
- Det er nogle virkelig gode minder. Det er det, jeg er mest ked af at have mistet. Det er der slet ingen tvivl om, siger Jesper Frigast Larsen.
Alle deltagere ved et OL får et diplom og en erindringsmedalje, og det er erindringsmedaljerne fra legene i Sydney, Salt Lake City, Athen, Torino og London, som nu er forsvundet.
- Hvis man skal finde noget pudsigt i det her, så undrer det mig, at de ikke også tog medaljerne fra Nagano, Beijing og Vancouver, der lå i den samme æske, siger han.
Jesper Frigast Larsen tvivler på, at der er den store økonomiske gevinst i medaljerne for tyvene.
- Der har de nok større gavn af sølvtøjet, kontanterne, golfuret og cognacen. Jeg tvivler stærkt på, at der er mange penge i en erindringsmedalje fra OL. Den største værdi og glæde ved de medaljer har jeg selv. De har en stor affektionsværdi, siger han og fortsætter:
- Jeg har stadig minderne. Dem kan ingen tage fra mig. Men nogle gange er fysiske ting gode til at hjælpe minderne på vej, siger han.