På søndag den 22. september er det 9. gang, at ”Gardermarch” gennemføres med start fra Garderkasernen i Høvelte, som på trods af det misvisende Birkerød-postnummer ligger i Allerød kommune.
Årets 2.500 deltagere vil gå ad tre ruter, der går igennem Tokkekøb Hegn, Store Dyrehave og Ravnsholt. Formålet med ”Gardermarch” er at støtte Den Kongelige Livgardes veteranarbejde, hvorfor overskuddet doneres til nævnte.
Derudover ser jeg også ”Gardermarch”, som et event, der bidrager til synliggørelsen af Allerød kommunes særlige status, som garnisonskommune for Den Kongelige Livgarde. Det er en status, som jeg er stolt af, som borger og byrådsmedlem.
Læs også
- Høvelte Kaserne overlever
- Unge fra hele Sjælland skal på session i Slagelse
- Læs eller genlæs: Så nedslidt er kasernen
- Utætte tage, tilstoppede toiletter og skimmelsvamp - akutpakke på vej til nedslidte kaserner
- Gardere skal have Frederiks monogram på uniformen efter tronskifte

Det er nemlig noget helt særligt at være garnisonskommune for Den Kongelige Livgarde. Noget vi – ift. Allerød kommunes nuværende udstrækning – i øvrigt har været siden 1945, hvor Livgarden først havde hjemme i Sandholmlejren for i 1985 at rykke over på den nuværende adresse, Garderkasernen i Høvelte.
Jeg ville dog ønske, at vi, som kommune, så værdien i at spejle os i det brand, som Den Kongelige Livgarde er nationalt – som internationalt. At vi, som kommune, tog initiativ til flere events, mærkedage, ja inviterede Livgarden ind i vores "by- og hverdagsliv". Det, håber jeg, at vi kan arbejde med og ændre på.
Indtil videre vil jeg glæde mig til at deltage i årets ”Gardermarch” på søndag – for at støtte op om Livgardens veteranarbejde – og for at medvirke til at synligøre vores særlige status, som garnisonskommune for Den Kongelige Livgarde.