Årets Gardermarch på Garderkasernen finder sted i Høvelte 22. september med afgang fra Den Kongelige Livgards hovedkvarter, som også er en af områdets største virksomheder, og ydermere spiller en vigtig rolle for rigets sikkerhed i både krig og fred.
Dette års march, som er den niende i rækken, er helt udsolgt med forventet deltagelse af 2.500 personer. Blandt deltagerne er der 400 soldater fra Livgarden, tidligere gardere, pårørende samt lokale beboere og andre med lyst til en travetur.
Den fælles afmarch med tambourer finder sted klokken 08.15 fra Garderkasernen. Herefter fordeler deltagerne sig på tre naturskønne ruter på henholdsvis otte, atten og tredive kilometer.
Overskuddet fra Gardermarchen doneres til støtte for Livgardens veteraner, der har været indsat i verdens brændpunkter. Alle deltagere får en medalje, når de kommer i mål.
Indtil videre har næsten 12.000 personer gennemført en af de tre Gardermarch-ruter. Mere information om arrangementet kan findes på gardermarch.dk.