Politikerne skal nok blive mindet om, at de ikke er på vej til at tage en populær beslutning, når skole- og børneudvalget 1. oktober skal afgøre, hvilke daginstitutioner der må lade livet.
Foran Roskilde Rådhus vil de blive mødt af demonstrerende forældre og børn, og de vil nok primært komme fra de lukningstruede små børnehaver.
"Stop nedlukning og sammenlægning af velfungerende dagtilbud. Giv os trivslen, nærværet og kvaliteten tilbage - ligesom i de gamle dage," lyder parolen for demonstrationen.
Den er arrangeret af nogle af de samme forældre, der også demonstrerede, da udvalget 26. august tog første skridt mod lukninger ved at sende forslaget i høring.
Dengang demonstrerede omkring 100 mennesker, og målet er denne gang at få spredt budskabet, så dobbelt så mange møder op.

Håbet er, at fremmødet kan være med til at få politikerne væk fra tankegangen om at lukke små institutioner og sende børnene over i store børnehuse.
- Vi vil gerne bede om, at man tænker over én gang til, om det er nødvendigt. Vi håber, at vi får dem til at tænke lidt anderledes end det, forvaltningen har stillet op til dem af forslag, siger Tine Borberg, forælder i Børnehaven Solsikken og en initiativtagerne til demonstrationen.
Hun har ikke en plan b, hvor først skole- og børneudvalget og senere byrådet alligevel ender med at lukke de foreslåede fire børnehaver og en vuggestue.
Men håbet er bestemt også i live. Fra den tidligere demonstration og nogle af politikernes besøg i Solsikken har Tine Borberg indtryk af, at forældrenes budskaber blev forstået.
- Om det rykker noget, ved jeg ikke. Men det virkede som, at de virkelig godt kunne forstå vores synspunkter og tog vores input til sig, siger hun.
