Børnehaver udset til lukning - se hvilke

Forvaltningen har nu peget på, hvilke daginstitutioner de vil lukke på grund af tomme pladser.

Roskildes ældste børnehave, Børnehave Bredgade, fylder 75 år og holder åbent hus med sang i baggården og forskellige værksteder

Roskildes ældste børnehave, Børnehave Bredgade, fylder 75 år og holder åbent hus med sang i baggården og forskellige værksteder

Der har allerede været varsler om, at man skal til at lukke daginstitutioner i Roskilde, men nu er forvaltningen klar med deres forslag til, hvilke børnehaver og en enkelt vuggestue der står for skud.

Af skole- og børneudvalgets dagsorden fremgår det, at tre børnehaver og en vuggestue foreslås lukket, samt at man vil opsige driftsoverenskomsten med en selvejende institution. Det er reelt også en lukning.

Det vil betyde en nednormering med 191 børnehavepladser og 32 vuggestuepladser, som i dag er i overskud.

Lukningerne er formuleret som sammenlægninger. Det betyder, at børnene flytter ud af de nuværende lokaler og ind i andre institutioner pr. 1. maj 2025, hvor de ældste børn skifter til sfo.

De lukningsudpegede er: 

  • Børnehaven Bredgade sammenlægges med Børnehuset Bella Luna.
  • Børnehaven Fuglebakken sammenlægges med Børnehuset Klostermarken.
  • Børnehaven Præstemarken sammenlægges med Børnehuset Knolden.
  • Vuggestuen Solgården sammenlægges med Børnehuset Wiemosen.
  • Man vil opsige driftsoverenskomsten med den selvejende Børnehaven Solsikken, som bor i en kommunal ejendom.
  • Veddelev Børnehus står til at blive nednormeret med i alt 16 pladser.

Af forslaget fremgår det, at der bliver peget på de rene børnehaver, fordi de ikke har samme mulighed som børnehusene for at veksle børnehavepladser til vuggestuepladser. Størrelsen er også udslagsgivende, da de små institutioner ikke er lige så økonomisk robuste, og personalet ikke har samme faglige muligheder.

Kan spare og sælge

Skole- og børneudvalget skal i første omgang beslutte, om forslaget skal sendes i høring. Det gør de 26. august. Efter høringen skal der træffes en endelig beslutning i udvalget og sidenhen byrådet.

Det skal ske i tide til, at der fra 1. november 2024 ikke meldes nye børn ind i daginstitutionerne.

Lukningerne vil spare kommunen tre millioner kroner om året på drift af dagtilbuddene og 1,2 millioner kroner i årligt vedligehold af bygningerne.

Dertil kommer, at man regner med at sælge nogle af ejendommene.

I udkastet til 2025-budgettet var der balance, indtil effekten af økonomiaftalen mellem KL og regeringen blev regnet ind. Den effekt var et minus på næsten 72 millioner kroner. Balancen bliver genskabt ved hjælp af budgetforbedringer på et tilsvarende beløb, og en af disse forbedringer er, at kommunen nu regner med at kunne sælge tomme institutioner for 12 millioner.

Forvaltningen skriver i øvrigt, at de vil samarbejde med ledere, personale og forældrekontaktudvalg om en en tryg og god overgang for både børn og personale i de berørte dagtilbud.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...