Der ændres ikke ved betalt parkering i Helsingør med det nye budgetforlig, men udgiftshullet lukkes. Der mangler nemlig 15 millioner i forventede indtægter fra parkering her i 2024, og fremover er forventningen til indtægter nedskrevet i budgettet.
Byrådspolitikerne bag budgetforliget er enige om at være uenige om betalt parkering, men der ændres ikke ved sidste års aftale. Temaet kommer op i valgkampen, lovede byrådspolitikerne under præsentationen af det nye budgetforlig.
Derudover er der en række konkrete besparelser i budgettet, hvoraf en del først blev konkretiseret sent i forløbet. Her kommer et lille udpluk:
Eftersom renoveringen og udbygningen af svømmehallen er forsinket, kan der i 2025 spares to millioner kroner på udskydelse af skolesvømning.
Når ældre skal have doseret medicin, vil det fremover ske hver 28. dag i stedet for hver 14. dag. Det sparer 2,6 millioner kroner årligt, men det kan øge spild af medicin, hvis doseringen skal ændres.
Litteraturfestivalen Nord med nordisk litteratur, der i denne weekend afholdes på Kulturværftet, får ikke penge fra 2026, og dermed spares der 500.000 kroner årligt.
Der bliver mindre hygge i gaderne. 233.000 kroner spares på julebelysningen, og der spares 200.000 kroner årligt på rengøring af gaderne i indre by i weekenderne. Tang fjernes ikke mere på strandene, og ej heller graffiti.
Hvis man går og snubler i byens gader, skal man vænne sig til, at flisebelægningen ikke bliver markant bedre de første år. Der spares 500.000 årligt på at renovere fliser.
Busrute 353, der kommer fra Kokkedal og ender i Hellebo Park, reduceres til timedrift.
Der bliver kortere åbningstid i SFO1, hvilket sparer knap tre millioner kroner årligt, og taksterne i SFO2 øges.
Receptionen på rådhuset i Stengade nedlægges, hvilket sparer 750.000 kroner, når besparelsen er trådt i kraft.
Færre tilknyttet rådhuset kommer til at læse Helsingør Dagblad, da abonnementerne reduceres med 300.000 kroner årligt.