19 minutter med piller, der skal puttes i æsker

Sygeplejerske Charlotte Poulsen er koncentreret, når hun doserer medicinen. Det er en af mange opgaver i løbet af en uge, hvor hun opgaverne også er sårpleje, sygepleje til døende og forebyggelse.

Sygeplejerske Charlotte Poulsen er koncentreret, når hun doserer medicinen. Det er en af mange opgaver i løbet af en uge, hvor hun opgaverne også er sårpleje, sygepleje til døende og forebyggelse.

Hver 14. dag kommer sygeplejersken forbi 88-årige Gurli Andersen for at dosere medicin i pilleæsker. Den kontakt vil Gurli Andersen ikke undvære.

På villavejen i Dageløkke i Humlebæk træder sygeplejerske Charlotte Poulsen på bremsen. Hun skal lige tjekke adressen en ekstra gang, inden hun finder den rette indkørsel.

Det kunne være én indledning til en artikel om sygeplejerskens besøg hos Gurli Andersen. Et par minutter senere sidder Charlotte Poulsen med et større udvalg af medicin foran sig og tæller pillerne, imens hun fordeler dem i pilleæskerne og kontrollerer på det udprintede medicinkort.

- Undskyld at jeg ikke lige svarer dig. Jeg skal lige koncentrere mig om at tælle, så jeg er sikker på, at det er rigtigt, og at der er piller nok også til næste gang, vi kommer, siger Charlotte Poulsen med et hurtigt smil over mod Gurli Andersen, der sidder i sin stol med benene hvilende på en anden stol.

Sådan kunne en anden indledning lyde. Eller den nøgterne konstatering, der senere kommer fra Gurli Andersen.

- Hvis du ikke kom for at dosere medicinen, ville du jo ikke komme forbi...

Underforstået: At medicinen skal doseres af en sygeplejerske er den eneste konkrete grund til, at sygeplejerskens besøg er sat i system. Uden manuel dosering af piller, vil fordelene ved sygeplejerskens besøg forsvinde, vurderer Gurli Andersen.

Ro omkring opgaven

På en stille septemberdag i begyndelsen af måneden har sygeplejerske Charlotte Poulsen sagt ja til at tage en journalist med i bilen på vej ud til den 88-årige Gurli Andersen, der gæstfrit har åbnet sit hjem for journalisten og en fotograf.

For at vi kan se, hvordan hverdagen fungerer, når medicin skal doseres i pilleæsker til kommunens ældre borgere. Hos Gurli Andersen sker det manuelt hver 14 dage, og Charlotte Poulsen finder hurtigt kassen med medicin, der står ved det runde bord i stuen nær stolen.

På bordet står en tekande, et glas med skriveredskaber, to fyldte skåle og en tallerken med morgenmad, fjernbetjening og en kam.

Der er godt fyldt op, men medicinkassen er så smart lavet, at man kan åbne den og folde en plade ud, der er så fast, at den kan fungere som delvis forlængelse af bordet.

Det skaber ro om opgaven. På pladen begynder Charlotte Poulsen at sortere medicinen i pilleæsker for 14 dage, og naturligvis bliver der snakket undervejs. Om Charlotte Poulsens tid på sygehuset. Hvorfor ikke arbejde på sygehuset?, spørger Gurli Andersen. Nattevagterne, lyder svaret. Der var for mange, arbejdstiden i hjemmeplejen er bedre.

I perioder er Charlotte Poulsen tavs. Hun tæller og koncentrerer sig.

- Du får mange panodiler. Hvorfor det?, spørger hun pludselig.

- Jeg har tit ondt i benene om natten, forklarer Gurli Andersen, men Charlotte Poulsen synes nu alligevel, at det bliver til for mange i løbet af dagen, og de taler kort om, at lægen lige skal ind over for at se, om dosis er den rette.

- Og jeg ved godt, at I siger, at jeg skal gå mere i løbet af dagen. At det måske vil hjælpe..., tilføjer Gurli Andersen.

100 kroner til transport

Siden 1960'erne har hun boet i Humlebæk. Hendes mand er død, men familien er stor, og portrætterne fylder den væg, som stolen vender hen imod.

På de andre vægge er der bogreoler, og der står både gamle og nye bøger. Gurli Andersen har været skolelærer i mange år, og naturligvis står Martin A. Hansens værker på reolen. Han var god, men knap så begejstret er hun for en af Ulla Therkildsens seneste bøger. Så hellere Tolstojs "Anna Karenina", den er tilmed er knap så tung at læse som mange af Dostojevskijs værker, konstaterer Gurli Andersen.

Alt sammen på ganske få minutter undervejs i besøget, hvor hun også fortæller om glæden ved en kommende familiefest og ærgrelsen over at kunne så lidt selv i hverdagen. At få hjælp til at handle ind, når hun mangler brød, pålæg og en Tuborg, for man er vel fra Frederikshavn, som hun siger...

- Jeg kommer i dagscentret på Øresundshjemmet tre gange om ugen, og det er jeg glad for. Jeg kan jo lige så godt sidde derovre og snakke som at sidde her i stolen, men det koster 100 kroner per gang at blive kørt derover. Så nogle gange ringer jeg til min søn og spørger, om der er nok penge på min konto til, at jeg kan komme afsted en uge til, fortæller Gurli Andersen, uden det store smil i ansigtet, men dog med en vis munterhed i tonen.

Efter 19 minutter og fem sekunder er medicinkassen pakket sammen, og pilleæskerne har Gurli Andersen fået i hænderne.

Hun lægger dem på bordet, hvor hun ved, at hun kan finde dem. Undervejs har Charlotte Poulsen konstateret, at medicinforbruget har været uforandret i lang tid. Men nej, Gurli Andersen er ikke begejstret ved beskrivelsen af dosisdispenseret medicin, der kommer i ruller.

- Det fungerer godt, som det gør nu, og det vil jeg ikke lave om på, siger hun og vurderer nøgternt, at hvis sygeplejerskerne kan spare tid ved ikke at skulle dosere medicin, vil det - omsat til praktisk forvaltning - nok give færre sygeplejerske ude hos borgerne.

Aflaste, undgå forværring

På vej ud mod bilen stopper Charlotte Poulsen op og giver sig et par minutter til at overveje fordele og ulemper ved dosisdispenseret medicin, der er pakket af apoteket

Det giver borgeren en anden frihed, da de ikke skal sidde hjemme og vente på hjemmesygeplejen.

I løbet af en uge har hjemmeplejen i Humlebæk cirka 15-20 besøg, hvor sygeplejersken pakker medicin til de næste 14 dage, og social- og sundhedsassistenterne har et halvt hundrede borgere, hvor medicinforbruget er så enkelt, at de gerne må dosere medicinen.

Charlotte Poulsen er forsigtig nysgerrig på, at medicinen pakkes af apotekerne. Det giver frihed for den enkelte borger, der ikke skal vente på, at hjemmesygeplejersken kommer, men der er også punkter at være opmærksom på.

- Mange ældre føler sig trygge ved at få jævnlig besøg ved sygeplejersken. Når vi som sygeplejersker kommer rundt med faste mellemrum, lægger vi mærke til nogle andre ting end hvis man kommer dagligt. Hvis der skulle være begyndende sygdomstegn, har vi mulighed for at sætte ind tidligt og tage kontakt til borgerens læge og på den måde ind imellem forebygge indlæggelser, vurderer Charlotte Poulsen, der imidlertid også har noteret sig tidstagningen - at der faktisk gik 19 minutter med at sortere pillerne lige netop denne dag, og derudover kommer forberedelsen med at printe medicinlisterne og sikre, at de er opdaterede.

Sagen i stikord - i temaet i 2020

Tre ting er i fokus i dette undersøgende tema: At undgå fejl, at frigive tid til at løse de vigtigste opgaver og at skabe arbejdsglæde.

Fejlprocenten er 0,02 procent i selve pakningen. Ordningen er egnet til borgere med et stabilt medicinforbrug.

800 borgere i Fredensborg Kommune får kommunal hjælp til at administrere medicinen enten af hjemmeplejen eller på plejecentrene.

Hans Bækvang, chef for Ældre og Omsorg, vurderer, at 5-10 procent af de 800 får dosisdispenseret medicin - potentialet vurderes til at være 30 procent.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...