Kære medlemmer af Udvalget for Plan, Trafik og Klima.
I har truffet politisk beslutning om, at igangsætte arbejde med en lokalplan for grunden Sørupvej 23. Beslutningen er efter det oplyste truffet med et politisk ønske om at skabe flere seniorboliger i Fredensborg Kommune.
Det er vores klare indtryk, at man dermed har forstået boliger forbeholdt ældre medborgere og selvsagt også indrettet og beliggende, så boligerne ville være attraktive for seniorer.
Læs også
- Nogle gange skal man stå meget tidligt op for at undgå byggeri i sin baghave
- 22 nye boliger på den grund er for voldsomt
- Invasivt byggeri i Sørup
- Årtiers afslag på boligprojekter kan blive ændret af tidens magiske ord
Fredensborg kommune har ikke lovgivningsmæssig mulighed for at sikre, at det påtænkte byggeri på 22 boliger, forbeholdes seniorer. Beliggenheden og trafikbetjening af Sørupvej 23 gør det efter vores opfattelse tillige særdeles tvivlsomt, om seniorer vil finde de 22 boliger - der tænkes udbudt til 5 mio. kr. stykket – attraktive.
Der er ganske enkelt tale om etablering af 22 ordinære ejerboliger. Jeg skal derfor på Borgerforeningens vegne anmode udvalget om at stoppe den igangværende lokalplanproces, der tilsyneladende er startet i en politisk vildfarelse.
Vi anerkender, at udvalget utvivlsomt har indledt processen i en god hensigt – hensigten ser herren på. Vi i Sørup skal desværre leve med resultatet.