Tiden gik i stå, da et forældrepar og en bilist på tragisk vis mistede livet i en trafikulykke på Hillerødmotorvejens forlængelse lørdag morgen den 6. juli. Ulykken har nu fået to mennesker fra hvert sit sted i landet til at gå sammen om at samle penge ind til de to børn, der mistede deres forældre i ulykken.
- Elisabeth Fossheim og Jonas Patell Andersen har startet en indsamling for to børn, der mistede deres forældre i en trafikulykke.
- Indsamlingen har allerede tiltrukket 400 følgere på Facebook og venter på godkendelse fra indsamlingsnævnet.
- Initiativtagerne håber at samle op til 50.000 følgere for at vise støtte til de efterladte børn.
- Elisabeth og Jonas ønsker at give børnene økonomisk støtte og vise, at mange tænker på dem i deres svære tid.
- Pengene fra indsamlingen vil blive sat ind på en konto, som en værge for børnene vil administrere.
Den ene er Jonas Patell Andersen, der bor i Nyborg. Han læste om ulykken på sociale medier.
- Det er så tragisk, at man kan miste alt på et splitsekund. Det er bare ikke til at bære, siger Jonas Patell Andersen.
Han faldt over et forslag om at starte en indsamling for de to efterladte børn på sociale medier, og det fik ham til at tage teten. Han kom i den forbindelse i kontakt med Elisabeth Fossheim, der gerne ville være med til at stable indsamlingen på benene. Hun bor i Hillerød og har børn, der går på den samme skole som de to børn.
Læs også
- Politi søger vidner til bilers kørsel inden dødsulykke
- Efter tragisk dødsulykke - udvalgsformand vil have ét spor i hver retning
- Ulykken alle taler om: - Det kunne have været os selv
Foreløbigt har de to initiativtagere oprettet en Facebook-gruppe, der i skrivende stund har 400 følgere, ligesom de har ansøgt om at oprette en Mobilepay-konto og om tilladelse hos indsamlingsnævnet. De har desuden fået tilladelse til at søsætte indsamlingen fra fem nære familiemedlemmer til det afdøde forældrepar.
- Vi kunne ikke bare se passivt til. Det er noget, som vi gør i en god sags tjeneste og med hjertet. Vi gør det ikke for at sætte familien i fokus, men vi har selv børn, og vi har lyst til at hjælpe, fordi det rammer noget så dybt inde i os, og fordi det kunne have været vores familier, der stod i denne her situation, siger Jonas Patell Andersen.
Tænker på dem
Initiativtagerne håber, at indsamlingen kan være bare en lille hjælp til de efterladte.
- Vi ved, det ikke kan tage deres smerte og sorg væk, men måske det kan være et økonomisk bidrag til, at de kan få, hvad de måtte mangle i den næste tid. Jeg håber, at vi på sigt kan blive en gruppe af forhåbentlig tusinder af mennesker, som kan lade dem vide, at vi er mange, der tænker på dem, siger Jonas Patell Andersen.
- Vi vil gerne op på 30.000, 40.000 eller måske 50.000 følgere. Det er ikke fordi, de nødvendigvis donerer, men så de kan vise deres støtte.
Læs også
- Tre dræbt i ulykke - speedometer var låst fast på 190 kilometer i timen
- 24-årig mand nægter rolle i dødsulykke
- Ræs på offentlig vej kan kun stoppes af politiet
Platform på plads
Der går op mod 14 dage, før en indsamling opnår endelig godkendelse. Først derefter kan der åbnes op for donationer.
- Nu har vi lavet en platform, og så må vi se. Jeg tror, det er vigtigt, at vi husker at gøre en god tjeneste en gang imellem. Vi kan allesammen komme til at stå i en situation, hvor vi får brug for hjælp på et tidspunkt, siger Jonas Patell Andersen.
I modsætning til Jonas Patell Andersen, bor Elisabeth Fossheim ganske tæt på der, hvor ulykken skete.
- Jeg kunne bare mærke det med det samme, da jeg så den forfærdelige nyhed. Jeg fik et kæmpe sug i maven. Jeg kender ikke familien, men de involverede børn og mine børn har fælles venner, så det føltes pludselig meget tæt på. Jeg kører også ad vejene der, hvor det skete, og det er forfærdeligt farligt. Det er godt, der kommer fokus på det, men det er tragisk, det skal ende så galt, før der sker noget, siger hun og fortsætter:
- Det ligger mig meget på sinde at hjælpe børnene bedst muligt videre. Vi ved godt, at de aldrig kan få deres liv tilbage som før, men vi håber, at vi bare kan give dem et lille lys i mørket ved, at de har lidt på lommen og kan mærke, at folket tænker på dem og støtter dem i en forfærdelig situation.
Initiativtagerne har oprettet Facebook-gruppen 'Indsamling til 2 trafikofre; pige på 14 og dreng på 10', hvor der løbende opdateres om indsamlingen. De oplyser desuden, at pengene vil blive sat ind på en konto, som en værge til børnene på sigt vil komme til at varetage.