Tre dræbt i ulykke - speedometer var låst fast på 190 kilometer i timen

Alvorlig ulykke med flere tilskadekommende på Hillerødmotorvejens forlængelse lørdag den 6. Juli 2024. (Foto: Steven Knap/Scanpix 2024)

Alvorlig ulykke med flere tilskadekommende på Hillerødmotorvejens forlængelse lørdag den 6. Juli 2024. (Foto: Steven Knap/Scanpix 2024)

Foto: Steven Knap

Tidligt lørdag morgen blev tre mennesker dræbt i en tragisk ulykke på Hillerødmotorvejens forlængelse ved Brødeskovvej syd for Hillerød.

Ved ulykken omkom et forældrepar, der havde deres to børn med på bagsædet. De to børn er begge fortsat indlagt på Rigshospitalets traumeafdeling. Desuden omkom en 33-årig mand, der ifølge politiet skal have kørt ræs sammen med en 24-årig mand, der søndag var i grundlovsforhør ved Retten i Hillerød.

Det var en forsinket ret, der åbnede for sagen mod den 24-årige. Dørene blev åbnet med 20 minutters forsinkelse.

Der var mødt mange op, både blandt pressen, og på tilhørerpladserne, hvor pårørende til flere af sagens parter havde indfundet sig. Flere var iført mørke solbriller, og flere måtte afvises i døren, da retslokalet var fyldt.

Den 24-årige sigtede, en ung mand med fuldskæg og kortklippet hår i siderne, fik et stort kram, da de pårørende indfandt sig i lokalet. Under grundlovsforhøret sidder han store dele af tiden med hovedet i hænderne.

Den 24-årige sigtede og den 33-årige dræbte kørte begge i en BMW. Den ene i en hvid og den anden i en sort. De kørte begge med væsentligt højere hastighed end tilladt, og foretog hasarderede overhalinger. Da sammenstødet skete, kørte den 33-årige i modsatte side, efter han havde påkørt en række vejkegler ved et vejarbejde.

Hans sigtelse er at køre om kap og væddeløbskørsel fra Københavns-området. Den 24-årige nægter sig skyldig i sagens forhold, men erkender at have ført sin bil og at have været på stedet.

- Han var fuld

Den 24-årige forklarede i retten, at han havde været i København med den 33-årige og nogle andre venner.

De havde været på bar i København. Den sigtede siger, at han ikke har drukket noget, mens den 33-årige havde drukket. Den 24-årige fortæller også, at de ikke har taget stoffer. Den 24-årige fortæller, at han forsøgte at tale den 33-årige fra at køre hjem, men det nægtede han, og derfor fulgte den 24-årige efter ham i sin bil, fortæller han.

- Hvor hurtigt kører i?, blev den 24-årige spurgt om.

Hertil svarede den 24-årige ad flere omgange, at det ikke var hans indtryk, at han i hvert selv havde kørt for stærkt. Han anslog, at han havde kørt maksimalt 125 kilometer i timen på den del af strækningen, der er motorvej, og højst 100 kilometer i timen på forlængelsen. Han forklarede, at han på forlængelsen havde mistet den 33-årige af syne, da han havde bremset ned.

Han fortæller, at han efter ulykken indtræffer, kun kan se den 33-åriges bil, der står midt på vejen. Han holder ind i en parkeringslomme kort efter, og skynder sig tilbage til bilen. Han forsøger at åbne den, men døren i førersiden er smadret. Han forsøger at åbne døren i passagersiden.

- Jeg ser hans hånd og bliver bange. Så skynder jeg mig væk, siger en meget rørt sigtet og fortsætter:

- En anden står og snakker med politi og ambulance, og vi løber hen til den anden bil. Jeg kunne ikke komme derned, for den var i en grøft, og ingen ville med mig derned. Før det vidste jeg ikke, han havde ramt en anden bil.
- Jeg så, der kom blod ud af hans hånd, så jeg løb tilbage til min bil og ringede til hans bror. Så sad jeg der i min bil og græd. Efter ambulancer og politi kom, fik jeg at vide, jeg ikke måtte være der. De tog mit navn og cpr-nummer.

To vidner har set dem køre om kap

Den sigtedes forklaring blev imidlertid modsagt af senioranklager Christina Grue og de afhøringsrapporter og andre beviser, hun kunne fremvise.

Det fremgik blandt andet af to af politiets ANPG-kameraer, at bilerne har byttet plads mellem Motorring 3 og Farum. To vidner har desuden set dem køre om kap.

Det ene vidne blev overhalet af dem med cirka 150 kilometer i timen. Hans opfattelse var, at de kørte ræs. Den afhørte så den 33-åriges bil ramme nogle trafikkegler og slingre, inden den kørte frontalt ind i familiens Hyundai, hvor begge forældre blev dræbt, og de to børn efterfølgende blev sendt på hospitalet. Vidnet forklarer, at han så, at den sorte BMW kørte videre og trille langsomt forbi, men at den ikke standsede. Vidnet forklarer også, at han selv kørte med fartpilot og kørte 90 kilometer i timer, og at han blev overhalet 100 meter før vejen indsnævredes, hvor den hvide bil ramte keglerne og den modkørende bil.

Det andet vidne forklarer, at hun kørte 90 km/t før vejarbejdet. Hun sænkede farten og bemærkede to køretøjer i bakspejlet, der kørte i hvert fald 100 km/t. Hun mente, at det så ud som om, at de kørte ræs, fordi de overhalede hinanden og kørte i den modsatte retning.

190 kilometer i timen

Senioranklager Christina Grue læste også op fra bilinspektørens rapport. Heraf fremgik det, at speedometeret i den dræbte 33-åriges bil var låst fast på 190 km/t, da ulykken skete. Hos familien var speedometeret på 60 km/t. Det kan ikke bruges som en præcis måling, men det er normalt retvisende, lød det videre.
Det fremgik desuden, at der er påkørt færdselskegler 100 meter før uheldet. Det vil tage et par dage at færddiggøre rapporten.

Den 24-årige er varetægtsfængslet i 10 dage. Dommeren fortæller, at det er påkrævet af hensyn til sagens alvorlige karakter. Der er bestyrket mistanke om ræs og alt for høj hastighed, også der hvor vejen var 90 km/t og 80 km/t.

Han er ikke varetægtsfængslet for uagtsomt manddrab og for at ikke at komme til undsætning ved et færdselsuheld, men blev varetægtsfængslet for vanvidskørsel, der er paragraf 252. Den 24-årige tog forbehold for at kære fængslingen til landsretten.

Der er nedlagt navneforbud for både sigtede og de forurettede.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...