Den 24-årige mand, som lørdag blev anholdt i kølvandet på en trafikulykke, der kostede tre personer livet på Hillerødmotorvejens forlængelse, nægter sig skyldig.
Det fortæller hans forsvarer søndag i Retten i Hillerød.
Her kræver anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi den 24-årige mand varetægtsfængslet for uagtsomt manddrab og for at stikke af fra ulykken.
I ulykken, som skete tidligt lørdag morgen, kørte en 33-årig mand frontalt sammen med en bil, hvor der sad et forældrepar og to børn i skolealderen.
Den 33-årige mand og forældreparret døde.
I anklagemyndighedens sigtelse fremgår det, at børnene fik livstruende skader.
Senioranklager Christina Bartholin Grue mener, at den 24-årige og den 33-årige har kørt ræs med hinanden fra København og indtil ulykkesstedet.
Det afviser den 24-årige mand.
Ifølge manden blev han på ulykkesstedet, men ambulancefolk bad ham om at holde afstand, fortæller han.
- Jeg siger, han er min ven. Jeg skal være der, siger manden i retten.
Den 24-årige mener også, at han hørte en kvinde ringe efter en ambulance inden. Det er han helt sikker på, forklarer han.
Den sigtede mand er en mørkhåret mand, som sidder med hovedet i hænderne, da hans afhøring er slut, imens anklageren gennemgår vidneafhøringerne i sagen.
Her fremgår det, at et vidne mener, at han er blevet overhalet af de to mænd kort før ulykkesstedet. De kørte i hver deres BMW og kørte med 150 kilometer i timen, mener vidnet.
På tilhørerrækkerne i retten er der fyldt med pårørende og pressefolk. Inden retten åbnede dørene til retslokalet, var der en trykket stemning blandt de tilstedeværende.