Det forgangne springvand i Dronningedammen i Hørsholm har været centrum for en anspændt debat, efter politisk udvalg besluttede at springvandet, der gik i stykker i foråret, skal skrottes.
Tirsdag den 18. juni var SocialKonservatives Thorkild Gruelund vært for et debatmøde om sagen.
Dagen derpå oplyser han, at der, foruden en håndfuld politikere, dukkede lidt over 50 mennesker op.
- Mødet foregik i en stille og rolig atmosfære. Også for dem, der ikke var helt tilfredse med springvandet og havde ønsker til det. Alle var glade, men flere udtrykte, at de gerne så springvandet virke, siger Thorkild Gruelund.

En gave
Thorkild Gruelund forklarer, at de fleste fremmødte gerne så, at springvandet overlever, men at der også var kritiske røster fra en enkelt nabo.
- Han ville gerne have, at vi tog hensyn når det kom til, hvornår det tændte og slukkede, fordi han var generet af larmen fra springvandet. Så var der andre der også boede i nærheden, som ikke blev generet. Sådan er vi jo forskellige, og derfor er det vigtigt, at vi tager hensyn til alle, siger han.
Forstå sagen
I sagen om Springvandet i Dronningedammen står på den ene side Klima- og Miljøudvalget med formand Marcus Guldager (S) i spidsen. De har fjernet det ødelagte springvand. På den anden side står politiker Thorkild Gruelund (SK) og gavegiver Erik Wetche, som vil redde springvandet.
Ifølge SK-stifteren nåede forsamlingen til en form for enighed.
- Grundlæggende var der en forståelse for, at vi har modtaget en gave, som vi har sagt ja tak til, som er finansieret af nogle borgeres penge, og så må vi respektere det og reparere det springvand, siger Thorkild Gruelund.
For mange kokke
På næste Kommunalbestyrelsesmøde, mandag den 24. juni, stiller Thorkild Gruelund et forslag om at ændre på beslutningen, som blev truffet i Klima- og Miljøudvalget.
- Jeg håber, at mine kollegaer, ikke mindst på baggrund af, at der var mange af dem i går, vil sige, lad os lige tage det tilbage på det politiske værksted, og se, hvordan vi skal forholde os til det, siger han og peger på, at en reparation er anslået til at koste 25.000 kroner inklusive moms.
Følg debatten
Sagen har affødt flere debatindlæg i Sjællandske Nyheders udgivelser. På sn.dk kan du læse, hvad andre mener om sagen:
Da de 250.000 kroner til springvandet blev doneret af Hørsholm Bios Støtteforening i 2021 lavede kommunen en serviceaftale med et andet firma, end dem, der havde leveret springvandet. Centerchef Katrine Langer har tidligere forklaret, at kommunen bruger ét firma til forskellige opgaver, og at det gav bedre mening for dem, at have driftsaftaler det samme sted.
Formanden for Klima- og Miljøudvalget, Marcus Guldager (S), har ad flere omgange forklaret, at udvalgets beslutning skete på baggrund af flere ting, blandt andet støjgener for naboer og fordi springvandet allerede var gået i stykker.