Forestil dig, at du åbner døren til dit badeværelse og tænder for vandet. Lyden af vandhanen vil nok ikke genere dig så meget i starten, men den er der konstant i baggrunden. Forestil dig så, at du lader vandet rinde hele dagen. Baggrundsstøjen bliver til en konstant støjgene, der på sigt kan føles som om, den driver dig til vanvid. Forestil dig så, at denne støj varer ved hele sommersæsonen.

Det har været oplevelsen for flere af de borgere, der bor tæt ved springvandet i Dronningedammen. Folk reagerer forskelligt på støjgener. Nogle har nemt ved at lukke dem ude. Andre synes måske endda, at lyden er hyggelig. For andre er det et stort problem, der på sigt nærmest driver dem til vanvid. 

Jeg har selv været nede ved boligområderne ved Dronningedammen om sommeren og kan bekræfte, at springvandet høres meget tydeligt. Jeg har også været til kaffe hos nogle beboere, som reelt har overvejet at flytte. De havde tilvalgt området ved Dronningedammen for at få fred og ro, men havde faktisk fået det modsatte.

Kommunen forsøgte at gå i dialog om skift af dysen til en mere støjdæmpende dyse, men da dette også ændrede det æstetiske udtryk for springvandet skabte det stort postyr, og til sidst måtte den oprindelige dyse sættes på igen.

Det gav selvfølgelig et dilemma. For på den ene side er der nogle borgere, som er dybt generet af støjgenerne. Vi ved i øvrigt fra forskning, at støjgener i dagligdagen kan være skadeligt for helbredet. Samtidig havde vi en gavegiver, som med rette kunne forvente, at gaven blev brugt i dens levetid. Springvandet fik derfor lov til at blive ved med at springe, dog med reducerede tændingstider.

Da springvandet gik i stykker, stillede det os i en ny situation. Dels var der spørgsmålet om, hvorvidt det er en kommunal kerneopgave at reparere på en gave, der er gået i stykker af naturligt brug. Dels må man også stille det principielle spørgsmål, om kommunen aktivt skal reparere på en gave, som vi ved giver flere borgere store støjgener.

Jeg ved godt, at mange fik glæde af springvandet. Spørgsmålet er, om den glæde opvejer den ulempe, som flere af naboerne har oplevet. En kommunalbestyrelse skal tage hensyn til hele byen, men de skal også tage hensyn til mindretalsbeskyttelse.

Og beslutningen om ikke at reparere springvandet har i min optik også været en mindretalsbeskyttelse. Det handler derfor ikke kun isoleret om de cirka 25.000 kroner i reparation. Det var en helhedsvurdering.