Nu går arbejdet med at udvide to broer på motorvejsforlængelse i gang

Broen, der krydser over jernbanen, skal udvides som et led i udbygningen af Hillerødmotorvejens forlængelse. Foto: Vejdirektoratet

Broen, der krydser over jernbanen, skal udvides som et led i udbygningen af Hillerødmotorvejens forlængelse. Foto: Vejdirektoratet

Foto: Vejdirektoratet, Jens Genders

Det kommer til at påvirke både tog- og biltrafikken, at Vejdirektoratet nu går i gang med at udvide to broer på Hillerødmotorvejens forlængelse.

Det er udvidelsen af de to broer, der krydser henholdsvis Lyngevej og lokalbanen nordøst for Nørre Herlev, som er næste led i forberedelserne til at få forlænget motorvejen helt til Hillerød.

- Vi vil gerne sikre den bedste afvikling af trafikken under anlægsarbejdet, så vi generer trafikanterne mindst muligt. Derfor har vi valgt at gå i gang med at udvide de to broer, inden udbygningen af selve vejen, fortæller senior projektleder Assad Turkmani fra Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Begge broer skal sideudvides mod øst, så der er plads til motorvejens nye kørespor.

Læs også

På Lyngevej, der krydser under Hillerødmotorvejens forlængelse, vil der derfor være nedsat hastighed og kun ét farbart spor i løbet af anlægsperioden, oplyser Vejdirektoratet. Der bliver opsat trafiklys, der regulerer trafikken. Fortov og cykelsti vil fortsat være tilgængelig, mens vejarbejdet står på.

Desuden skal der arbejdes på jernbanebroen, og her er det nødvendigt at lukke for togtrafikken på strækningen i en periode i løbet af sommerferien.

Vejdirektoratet forventer, at arbejdet med broerne ved Lyngevej og lokalbanen er afsluttet omkring sommeren/efteråret 2025. Hele forlængelsen står til at åbne i 2027.

De arkæologiske undersøgelser og etableringen af erstatningsnatur langs vejen er også i fuld gang.

Hillerødmotorvejens Forlængelse

Udbygningen af Hillerødmotorvejens forlængelse fra motortrafikvej til motorvej sker på den omkring 13,5 kilometer lange strækning fra Allerød til nord for Hillerød ved Isterødvej. Som en del af projektet skal flere tilslutningsanlæg, broer og regnvandsbassiner desuden tilpasses eller ombygges med hensyntagen til natur og miljø.

Udbygningen er budgetteret til 860 millioner kroner, og efter tidsplanen står motorvejens forlængelse færdig i 2027. Projektet indgår i den politiske aftale ”Infrastrukturplan 2035’, og projektet blev vedtaget ved en ny anlægslov i maj 2022.

Kilde: Vejdirektoratet

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...