Når flere biler og lastbiler skal køre hurtigere på flere vejbaner på Hillerødmotorvejens Forlængelse, så skal der sættes længere og højere støjskærme op langs vejen end det tidligere har været meldt ud.
Det skyldes, at Vejdirektoratet har udarbejdet nye støjberegninger for projektet, og beregningerne resulterer altså i udvidede støjskærme, fortæller de i en pressemeddelelse torsdag.
Vejdirektoratet præsenterer de opdaterede støjberegninger på et orienteringsmøde tirsdag den 12. marts kl. 18.30 i Centerhallen på adressen Lilledal 10, 3450 Allerød.
- Vi ser meget frem til at møde naboerne til den kommende motorvej igen og fortælle om, hvad de nye støjberegninger kommer til at betyde for dem, siger projektleder Inge Birkegaard Damsgaard fra Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Find de opdaterede støjkort for projektet her:
https://www.vejdirektoratet.dk/projekt/hilleroedmotorvejens-forlaengelse/dokumenter
Det er 13,5 kilometer motortrafikvej fra Allerød til nord for Hillerød ved Isterødvejen, som skal udbygges til en motorvej med to spor i hver retning og en hastighed på 110 km/t. Når vejen udvides med flere trafikanter, som kører med højere hastighed, giver det flere støjgener for naboerne tæt på vejen, og derfor bliver der etableret støjskærme og støjvolde flere steder på strækningen.
Støjberegningerne er revideret, fordi situationen har udviklet sig siden 2018, hvor der blev gennemført en vurdering af virkninger på miljøet (VVM), skriver Vejdirektoratet. Der bliver blandt andet anvendt en ny type asfalt, og der er anlagt en jordvold ved Ullerød Nord, som ændrer støjniveauet, nævner de i pressemeddelelsen.
Snart anlægsstart
Samtidig stikkes første spade snart i jorden til byggeriet af motorvejen, skriver Vejdirektoratet:
- Samtidig nærmer vi os anlægsstart, og det vil vi også komme omkring på mødet, siger Inge Birkegaard Damsgaard, som dog ikke kommer nærmere ind på en dato for det.
Alle er velkommen til mødet, hvor Vejdirektoratet gennemgår projektet og støjberegningerne, og hvad der kommer til at ske i den kommende tid. De fremmødte kan også stille spørgsmål til projektlederen og andre fagfolk fra Vejdirektoratet.
Udbygningen af motorvejen er budgetteret til 860 millioner kroner, og efter tidsplanen står motorvejens forlængelse færdig i 2027. Projektet indgår i den politiske aftale ”Infrastrukturplan 2035’, og projektet blev vedtaget ved en ny anlægslov i maj 2022.
Læs mere om Hillerødmotorvejens Forlængelse på Vejdirektoratets hjemmeside:
https://www.vejdirektoratet.dk/projekt/hilleroedmotorvejens-forlaengelse