Den 1. februar døde Jette Rødbro-Thomsen, der har haft sin frisørsalon Klippestudio 82 i Taastrup Hovedgade siden de glade firsere. Hun var på grund af sin høje energi og smittende væsen et omdrejningspunkt i byen, ligesom Tina Pihl, der udover at være ejer af Tinas pølser også er formand for foreningen Taastrup ByMidte.
– Jette var en kæmpe del af byen. Det man ikke fik at vide hos pølsemanden, fik man at vide hos frisøren, siger Tina Pihl.
Hun giver et indblik i deres venskab, herunder hvordan Jette Rødbro-Thomsen kom til Taastrup.
– Jette var forbi pølsevognen, og hun var stoppet i den salon, hun arbejdede i og ledte efter nyt. Jeg vidste, at der var en radiobutik, der var ved at lukke, og spurgte hende, om hun ikke bare skulle åbne sin salon her, fortæller Tina Pihl.
En måned efter åbnede Klippestudio 82.
– Jeg har kendt hende altid. Hun har klippet mig og familien i alle årene, og jeg snakkede med en, der er voksen i dag, som kan huske, at hun blev klippet allerførste gang på den badeand, som Jette har stående i salonen til børn, siger Tina Pihl.

Grædt hele ugen
Tina Pihl betegner Jette som et menneske, der altid havde fuld fart på, og som altid var et skridt foran alle andre. Og hun har svært ved at forstå, at hendes veninde pludselig er borte.
– Jeg har tudet hele ugen. Der et chok. Et kæmpe vakuum. Vi skrev meget sammen, og noget af det sidste var omkring nytår, hvor jeg ønskede hende al lykke i det nye år, siger Tina Pihl, der godt kan huske, hvad veninden svarede:
’Det har jeg sgu også brug for. Det er lidt op ad bakke det her’
1. februar gik det helt ned ad bakke, og Jette Rødbro-Thomsen døde 59 år gammel.
Hun efterlader sig tre børn og en mand.
Læs her, hvad hendes kolleger fra frisørsalonen, siger om hende.
Jette Rødbro-Thomsen skal begraves fredag den 10. februar i Herstedvester Kirke i Albertslund.
Del dine tanker
Facebook-siden Lokalavisen Taastrup kan du dele dine minder om Jette Rødbro-Thomsen
Kontakt journalisten
Har du lyst til at dele en anekdote, er du altid velkommen til at kontakte mig på daniel.fonseca@sn.dk eller på tlf. 20243756