Debat: Klasseloftet er førsteprioriteten

Af Jens Skov, byrådsmedlem for SF, på vegne af SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Lokallisten Ny Egedal

Debat: Klasseloftet er førsteprioriteten

Byrådsmedlem for SF Jens Skov. Foto: Kenn Thomsen

I Egedal kommune kommer næsten hver fjerde nye elev til at starte deres skolegang i en klasse, med over 26 elever. Det er alt for mange elever i en klasse.

Når et barn skal fra børnehaven over i folkeskolen, er det vigtigt, at de bliver taget godt imod. Det er vigtigt, at der er tid og ro til vores børn, fordi folkeskolen er grundstenen til resten af deres liv. Men jo flere elever, der er i en klasse, jo mindre tid er der til hvert barn. Lærerne skal kunne komme rundt til alle børn, alle børn skal opleve sig set og mødt både fagligt men også socialt.

En 0. klasse med 28 børn er ikke tilfredsstillende. Det er små børn, som nu skal til at lære at gå i skole. Børn, der skal stimuleres både fagligt og socialt for, at de kan udvikles til hele mennesker med mod på læring og lyst på livet.

Det er derfor et tab for Egedals børn, at et flertal i Skoleudvalget besluttede at hæve klasseloftet fra 26 til 28 elever i 0.-2. klasse.

At fastholde et klasseloft på 26 elever havde kostet cirka 300.000 i år med en stigende profil, da ordningen indfases nedefra. Det er småpenge i kommunekassen, og det er en pris SF, Radikale, Enhedslisten og Lokallisten Ny Egedal er villige til at betale, for at alle vores børn skal få en god start på skolelivet. Vi er dog glade for, at et samlet udvalg vil arbejde for et klasseloft på 25. Vi glæder os til at se ord blive lavet om til handling.

Vi er enige i at to-voksenordningen er godt i forhold til undervisningsdifferentiering med mere. Men det kan aldrig kompensere for at sætte 28 elever ind i en 0. klasse. To-voksenordningen betyder ikke, at der altid er to voksne til stede, men at den anden voksen kun er der i nogle dele af undervisningen.

To-voksenordningen bliver kun brugt i meget begrænset omfang. Derfor er et klasseloft på 26 vigtigt, da klassen kan blive for stor, når der kun er den ene lærer til stede. Vi mener, at både to-voksenordningen og klasseloftet skal være der, men at klasseloftet skal tage prioriteten.

Egedal er en vækstkommune. Vi vækster massivt på børnefamilier, og vi har råd til at give alle børn en god start på livet.