I knap to år har en i dag 34-årig mand fra Amager siddet varetægtsfængslet i en sag, hvor han er mistænkt for flere seksuelle krænkelser af to mindreårige piger.
Sidste år blev han ved Retten i Glostrup fundet skyldig i alle anklagerne, og torsdag stadfæstede Østre Landsret dommen fra byretten.
Serkan Sari, der kommer fra Amager, var 32 år, da han ifølge anklagerne udnyttede sin psykiske og fysiske overlegenhed til i mindst fem tilfælde at have tiltvunget sig vaginalt samleje og oralsex med den ene pige, som på gerningstidspunktet var blot 13 år gammel.
Pigen havde han mødt på videochat-tjenesten OmeTV, hvor internetbrugere tilfældigt kan komme i kontakt med hinanden uden at skulle registrere sig. Ifølge Serkan Sari var der tale om et gensidigt og ligeværdigt seksuelt forhold mellem ham og den dengang 13-årige pige, og han afviste, at det skulle være foregået under tvang.
Pigen havde ifølge Serkan Sari fortalt ham, at hun var 16 år og kom fra Brøndby.
– Jeg siger, at jeg er 32 og bor på Amager. Det sidder vi så og snakker om, hvad jeg laver, og jeg siger, at jeg er murer, sagde den i dag 34-årige mand og tilføjede, at hun syntes, at han var ældre, end han så ud.
Selv havde Serkan Sari også bidt mærke i den store aldersforskel, men de to blev ifølge ham ved med at ses på OmeTV et par gange, inden de udvekslede telefonnumre. Pigen har dog forklaret til politiet, at hun havde gjordt Serkan Sari opmærksom på, at hun var under 15 år, da de mødtes på videochat-tjenesten.
Fastholdt relation
Kommunikationen mellem de to fortsatte via sms og FaceTime frem mod deres første møde. Serkan Sari huskede dog ikke, hvor længe der gik fra den første sms-korrespondance, til de havde aftalt det første fysiske møde. Han afviste i første omgang også, at han fra begyndelsen havde et ønske om at have sex med pigen, men afviste ikke muligheden.
Til specialanklager Linda Margrethe Hesselberg forklarede Serkan Sari, at han først blev bevidst om pigens reelle alder efter det første møde. Alligevel fastholdt han en relation til pigen, fordi han vurderede, at der var gensidig interesse.
Pigen havde fortalt Serkan Sari, at hun skar i sig selv, men det var ikke noget, han valgte at hæfte sig yderligere ved. I stedet foreslog han hende, at de kunne have sex, hvor hun blev slået.
– Jeg får den opfattelse, at hun tænder på smerte. At føle sig i live. Jeg må have misforstået det, sagde Serkan Sari i Østre Landsret og tilføjede, at han han ikke havde behov for at spørge hende mere ind til, hvad hun mente med, at hun skar i sig selv.
Ifølge anklageren var det dog et tegn på manglende selvindsigt og kritisk refleksion.
Frem mod det første fysiske møde ved Brøndbyskoven skoven havde Serkan Sari spurgt pigen, om de var på kys eller kram, fordi der i begyndelsen af 2021 fortsat var stor risiko for coronasmitte.
Ifølge den i dag 34-årige mand gav pigen ham på forhånd lov til at kysse hende, og det vakte undren hos anklageren, idet Serkan Sari kort forinden havde forklaret, at pigen havde givet udtryk for, at hun ikke havde en forventning om, at de skulle være sammen den første gang.
Grooming – en gradvis proces
Forud for et overgreb er der ofte en længere proces, hvor krænkeren påvirker et barn til at overskride sine grænser. Den proces kaldes for grooming.
Ifølge Det Kriminalpræventive Råde kan både ressourcestærke børn og børn med lavt selvværd blive narret og manipuleret til at overskride egne grænser, fordi grooming foregår i flere faser, som krænkeren gennemgår med barnet, inden vedkommende kan begå sit overgreb.
Børn med dårlige sociale relationer og lavt selvværd er dog særligt sårbare over for grooming, idet de måske har et større behov for anerkendelse.
Ofte vil krænkeren pålægge barnet ansvar, skyld og skam og samtidig påstå, at det er barnet har gjort noget forkert, som kan blive straffet.
Få detaljer
Under deres første møde foreslog han, at de gik en tur, men pigen ville ikke gå, for hun var angiveligt udmattet. I stedet havde pigen ifølge den tiltaltes forklaring taget ham med ind på et afsides område på en del af Vestvolden, der går langs Brøndbyskoven.
Der endte de ifølge Serkan Sari med at kysse videre og gramse på hinanden, inden de med hendes accept gik skridtet videre og havde samleje mellem buskene. Selv havde Serkan Sari dog svært ved de konkrete detaljer om episoden.
Af beskedkorrespondancen, som blev læst op i byretten, var der dog tale om særdeles hårde sexfantasier, som den 34-årige murer for to år siden forsøgte at udleve i skoven med den mindreårige pige.
Serkan Sari vidste dengang heller ikke meget andet om pigen, end at hun gik i folkeskole og boede i Brøndby. Han kunne i retten heller ikke fortælle, hvilket klassetrin pigen gik på.
Kort tid efter det første møde, hvor den første voldtægt fandt sted, mødtes Serkan Sari og pigen nær Brøndby Stadion. Her foreslog Serkan Sari, at pigen skulle tage en fortrydelsespille, idet de ikke havde brugt nogen former for prævention.
Fortrydelsespillen finansierede han selv, og for at være helt sikker købte Serkan Sari også en graviditetstest, som pigen også tog. Han afviste imidlertid, at han nogensinde skulle have presset pigen til noget.
Den forklaring stod dog i skærende kontrast til beskedkorrespondancen mellem de to, hvor pigen blandt andet angav, at hun havde grædt som begrundelse for ikke at mødes.
Brød sammen
Serkan Sari spurgte aldrig ind til, hvorfor pigen havde grædt. I stedet spurgte han samme dag, om hun ville sende en fræk video, hvor hun rørte ved sig selv. I byretten kom det frem, at det var et svar på et spørgsmål om, hvorvidt han ville se et foto af pigen i en konfirmationskjole.
Under et af samlejerne med den dengang 13-årige pige blev akten filmet, uden at hun havde givet samtykke til det. Ifølge Serkan Sari var hun dog bevidst om, at det blev videofilmet.
Specialanklager Linda Margrethe Hesselberg mente imidlertid, at videoen skulle bruges til at presse pigen til at mødes flere gange med Serkan Sari med henblik på at stille hans seksuelle lyster. Det underbyggede anklageren blandt andet ved, at Serkan Sari sendte videoen til pigen med en underliggende trussel om at sende videoen til pigens far.
Det kom dog aldrig så langt, for da pigens far den 29. juli 2021 fandt ud af, hvad der foregik, blev Serkan Sari anmeldt til politiet. Samme dag fik pigen besøg af en betjent, der skulle videoafhøre hende den efterfølgende dag.
På baggrund af pigens udsagn blev Serkan Sari få dage senere anholdt og fremstillet i grundlovsforhør, hvor dommeren valgte at varetægtsfængsle ham. Ifølge pigens far, der overvågede datterens telefon, var der særligt én beskedkorrespondance, der vakte mistanke.
Korrespondancen indeholdt videoer og billeder, som den Serkan Sari havde sendt til den 13-årige pige, og hun blev spurgt til beskederne, brød hun sammen og gik til bekendelse. Indtil da havde hun holdt samtalen skjult for sine forældre, fordi hun følte skam over møderne med Serkan Sari i skoven.
Tegn på grooming
Da Serkan Sari havde erkendt, at han havde haft et seksuelt forhold til den 13-årige pige, skulle retten blandt andet tage stilling til, om der var tale om et ligeværdigt og ikke mindst frivilligt forhold fra pigens side.
Her bed anklageren mærke i, at pigen var ung og særligt sårbar, da hun argumenterede for, at der var sket en udnyttelse af pigen. Anklageren lagde samtidig vægt på, at Serkan Sari mindst efter det andet møde måtte være klar over, at pigen var under den seksuelle lavalder.
Linda Margrethe Hesselberg argumenterede for, at der var direkte forsæt, idet Serkan Sari ikke ændrede kurs, da han fandt ud af, at pigen blot var 13 år gammel. Ifølge anklageren skulle Serkan Sari have manipuleret den 13-årige pige gennem anerkendelse, men også gennem negative kommentarer.
– Hun siger fra flere gange og beder ham om ikke at opsøge hende, sagde hun og kaldte det et typisk tegn på grooming.
Forsvarer Anders Rohde mente imidlertid ikke, at der var tale om grooming. Han mente, at hans klient aldrig havde presset pigen til sex. I stedet kunne anmeldelsen give hende et motiv til at forklare sig ud af det, at hun ikke vil mere.
– Det er en forsvarsposition. Motivet er at peget fingre af min klient. Der er ikke grundlag for at anklage klient for trusler og afpresning. Han har ikke opnået noget seksuelt via sin psykiske og fysiske overlegenhed, sagde Anders Rohde.
Udvist
Ligesom Retten i Glostrup valgte Østre Landsret efter tre timers votering at tilsidesætte den tiltaltes forklaring. I stedet fandt landsretten den i dag 34-årige Serkan Sari skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet.
En enig domsmandsret lagde til grund, at der var bevis for, at han vidste, at pigen var 13 år, og at han både direkte og indirekte havde truede hende til et seksuelt forhold.
Straffen, der i byretten blev udmålt til tre år og 11 måneder, blev ligeledes stadfæstet, og Serkan Sari er samtidig blevet pålagt et forbud med at kontakte mindreårige på internettet.
Serkan Sari blev derudover udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år, selvom hans forsvarer havde argumenteret for, at han havde størst tilknytning til Danmark. I forbindelse med udvisningsspørgsmålet valgte én dommer dog at stemme imod en udvisning med henvisning til, at det ville stride imod Danmarks internationale forpligtelser.
Sagen er ifølge specialanklager Linda Margrethe Hesselberg et eksempel på et meget groft tilfælde af grooming, hvor en krænker opbygger en relation til et barn med en intention om at begå et seksuelt overgreb på den mindreårige.
I groomingsager har krænkeren ofte manipuleret og forført barnet til at overskride sine grænser. Det er også det, der er sket her, mener anklageren.
– Det er en vigtig dom og et signal om, at vi har med børn at gøre, sagde Linda Margrethe Hesselberg, da sagen var afsluttet.
Udover de mange forhold mod den 13-årige pige, blev Serkan Sari også fundet skyldig i at krænke blufærdigheden hos en pige på 11 år. Desuden blev han dømt for at være i besiddelse af børneporno.