En såret mand ankom mandag aften til Sjællands Universitets Hospital i Køge med voldsomme skader. Det oplyste Midt- og Vestsjællands Politi kort efter hændelsen til Ekstra Bladet.
Over for Dagbladet kommer politikredsen nu med nye oplysninger i sagen.
Ifølge politiet var manden blevet stukket adskillige gange med kniv, inden han ankom til hospitalet.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 22.13 og kørte til hospitalet, hvor betjentene traf en 37-årig mand fra Køge med adskillige stiksår.
Trods de mange knivstik var mandens skader ikke livstruende, og han er siden blevet udskrevet fra hospitalet, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Mens han lå indlagt forklarede han, at overfaldet var sket ved Rønneholmen i Solrød, og at en ven havde kørt ham til sygehuset.
Men derudover ønskede han ikke at bidrage til politiets opklaring af sagen, oplyser politikredsen.
Politiet søger vidner
Politiet efterforsker nu sagen og forsøger at finde frem til, hvad der er sket, og hvem der står bag overfaldet.
Ifølge politiet kan overfaldet være sket mandag aften i området omkring Rønneholmen i Solrød. Men det er ikke sikkert, at mandens forklaring om stedet er korrekt.
Det kan også være en dækhistorie, der skal sløre, hvad der i virkeligheden er sket, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Dagbladet.
Politiet har endnu ikke et muligt motiv til overfaldet og kan derfor heller ikke på nuværende tidspunkt vurdere, om der er tale om bandekriminalitet.
Politiet opfordrer vidner, der kan have oplysninger om hændelsen, til at ringe på telefon 114.