Vejen har været ensrettet i et år, har fået en bagerbutik til at lukke og butikker til at miste omsætning. Men nu er der lys for enden af tunnellen.
Vejarbejdet på Frederiksværksgade og Slotsgade nærmer sig afslutningen. Om kort tid bliver det igen muligt at køre i begge retninger på Frederiksværksgade, og om få uger indvies den nye cykelsti. Det oplyser Hillerød Kommune i en nyhedsmail.
Læs også
- Central vej er sunket - nu bliver den helt spærret
- Vejarbejde tvinger Henrik til at opgive sit levebrød: - En fin forretning er nu fuldstændig smadret
Kommunen forventer, at trafikken åbner »lige om lidt«, men oplyser ingen præcis dato.
Busserne vil fortsat køre ensrettet indtil begyndelsen af uge 43, fordi der stadig vil være restarbejder, hvor tunge køretøjer kan holde i vejsiden. Buslinjerne 301, 302 og 303 kører derfor fortsat ad Frejasvej og Herredsvejen mod øst.
I uge 43 skal der lægges slidlag om aftenen og natten. Derefter følger afmærkning af kørebanen.
Læs også
- Restaurantkæde afviser at overtage historisk slotskro: - En meget svær beslutning
- Fire år senere mangler cykelstierne stadig - vi kunne godt have ønsket os mere, siger politikere
På Frederiksværksgade får cyklister og fodgængere stier i samme niveau i begge vejsider, og hastighedsgrænsen bliver 40 kilometer i timen. På Slotsgade bliver grænsen 30 kilometer i timen, og to bordeauxrøde, hævede flader langs søen skal dæmpe farten, oplyser kommunen.
Projektet indvies den 5. november klokken 16–17 på Slotsbroforpladsen ved Slotssøen. Alle er velkomne, og der vil være gratis forfriskninger og taler fra borgmester Christoffer Lorenzen og udvalgsformand Ole Roed Jakobsen.