Flere penge til skolerne, flere plejehjemspladser, og slut med at boligejerne skal betale for kystbeskyttelse.
Det er nogle af hovedpunkterne i den budgetaftale for 2027, som et flertal i byrådet i Ishøj Kommune har indgået.
Socialdemokratiet, Ishøjlisten, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og løsgænger Kalbiye Yüksel er med i aftalen, der blev endelig godkendt på et ekstraordinært byrådsmøde 1. oktober.
Dermed står 15 ud af byrådets 19 medlemmer bag kommunens kommende budget, som Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og IshøjDemokraterne valgte ikke at stemme for.
- Vi har forhandlet os frem til en aftale, der både tager ansvar for økonomien og investerer i de områder, der betyder mest for borgernes hverdag. Alt sammen med relativt få besparelser i forhold til det nuværende serviceniveau. Jeg vil gerne takke alle partier for gode, respektfulde og seriøse politiske forhandlinger. Det glæder mig, at vi er kommet frem til en aftale, som et stort flertal i byrådet kan se sig selv i, siger borgmester Merete Amdisen (S) i en pressemeddelelse.
Har fundet besparelser
Parterne bag den nye aftale har skullet finde besparelser på 12 millioner kroner for at skabe balance.
Besparelserne kommer blandt andet fra effektiviseringer i administrationen, teknologiske løsninger og omlægning af kommunale tilbud.
Det er aftalt, at skolernes budget øges, så der bliver flere voksne i indskolingen fra næste skoleår via skolernes to-voksenordning.
Desuden sættes der fokus på arbejdet med trivsel i folkeskolen og forebyggelse af skolevægring.
Forsøg på plejeområdet
På ældreområdet kommer der 11 nye plejehjemspladser og to aflastningspladser.
Som et nyt forsøg vil der blive oprettet pladser, der er særlig tilpasset ældre med minoritetsbaggrund for at sikre lighed i adgangen til en tryg alderdom.
Læs også
- Frivillige fejret behørigt med stor fest
- Red Barnet søger venskabsfamilier i Ishøj
- Ny supercykelsti er åbnet
- Borgmestre reagerer skarpt på byggeplaner i Køge Bugt
- Ny udstilling inspireret af science fiction-klassiker
Budgetaftalen indeholder desuden en ekstra finansiering til socialt udsatte via Ombold, aktiviteter i Det Gule Hus og WeShelter.
Parterne har også valgt at styrke indsatsen for unge, der står uden for job og uddannelse, så ungeløftet bliver indfriet.
Grundejere slipper
På anlægssiden er der afsat 77 millioner kroner. Blandt andet øges budgettet til kystbeskyttelse, så grundejerne fritages fra egenbetaling.
Derudover gives der grønt lys til første fase af visionerne omkring helhedsplanen for idrætscenteret og den nye letbanestation.
Endelig er der udsigt til, at der kan plantes flere træer i kommunen, efter Naturmillionen får tilført ekstra midler.