Et halvt år efter naturcentrets indvielse blev Bjørli Lehrmann ansat i jobtilbud, så stedet nu havde to naturvejledere på fuld tid. Det gav mulighed for at udvide med en del teknik og med levende dyr.
Historien om Vestre Hus
I år den 12. september kunne børnenaturcenter Vestre Hus fejre 30 år i Ravnholt Skov.
I den anledning fortæller vi gennem seks afsnit, og i samarbejde med børnenaturcentrets naturvejleder Judith Sølvkjær og biolog Bjørli Lehrmann, historien om, hvordan det lille gule skovløberhus blev til et sted, de fleste børn i Allerød har et forhold til i dag.
Dyrene var mest krybdyr som leguaner, anoler, skægagamer, gekkoer og diverse slanger. Og så fugleedderkopper, som mange nok kan huske.
De store edderkopper gav mulighed for tydeligt at se, hvordan en edderkop egentlig er opbygget, og det var spændende efter at vi havde været i skoven at finde mange små edderkopper. Så kunne vi også bygge vores egne edderkopper af piberensere og træperler, så de kom til at se rigtige ud, med otte ben og uden hoved. Men fugleedderkoppen gav også anledning til en del gys, hvis den pludselig spurtede hen over det lange plankebord, for så at forsvinde ned på undersiden af bordet – og var væk.
Det skete kun enkelte gange, når nogen havde pustet på kroppen, men der blev talt meget om den slags hændelser.

Insekter på storskærm
Andre nye påfund til naturcentret var kameraer sat på mikroskop og stereolup, så smådyr fanget på ture i skoven kunne projiceres op på storskærm og betragtes levende i realtid. Det er altid et sikkert hit at se de lange hår på edderkoppernes ben og de små gule unger på bænkebidernes maver.
Kreative projekter blev også en væsentlig del af Vestre Hus’ DNA. Begejstrede børn har i tidens løb hjembragt utallige perleedderkopper, guldsmede, sommerfugle, flagermus og skumdyr.
Turene i skoven vedblev dog med at være den vigtigste del af naturformidlingen, og det viste sig efterhånden, at naturcentret befandt sig i et meget eventyrligt område. Mange fortællinger blev knyttet til steder i centrets umiddelbare nærhed. ”Det sunkne slot”, hvor man af og til kunne høre den dovne prinsesse under jorden, blev ofte besøgt, ligesom landevejsrøverens begravede skat var værd at lede efter.
Det eventyrlige fik en plads
I dårligt vejr var det en god idé at starte ved Sol-egen, hvor man kunne bede om godt vejr på turen. Ofte virkede det, for skal man f.eks finde snegle, er regnvejr jo rigtig godt vejr.
I et samarbejde med Naturstyrelsen, blev disse skovens seværdigheder endog afmærket med røde pæle, og der blev udarbejdet kort, så familier på skovtur kunne finde stederne på egen hånd.

Mange af historierne om skovens dyr blev levendegjort af hjemmelavede skumdyr på rette sted. Både børn som voksne kan huske forbavselsen, når muldvarpen dukkede op fra et muldskud, eller en mus, der blev lokket frem af sit musehul.
En sjælden gang kunne det endda være små elefanter, der kom op af hullerne. For det eventyrlige har altid haft plads ved siden af det naturvidenskabelige på Vestre Hus.

Bjørli i spidsen
I 1999 gik John på pension og Bjørli overtog ledelsen af Naturcentret. I 2020 gik Bjørli på pension og Judith tog over. Vestre Hus er stadig i udvikling, men kerneværdierne er de samme: børnene skal gå hjem med gode, mindeværdige naturoplevelser.
De får lov til at holde den glatte pytonslange, de bløde mus eller røre en slimet svampehat, at lugte til en hvidløgsstinkende løghat eller dufte til de vilde urter i bålbrødet, og de bliver udfordret på motorikken på turen over grene, stubbe og mulvarpeskud i skovbunden.

Landevejsrøverens skovdiamanter
Der bliver fortalt både nye og gamle eventyr om skoven.
Det kan være, vi møder mosekonen eller lygtemanden i mosen, og børnene leder stadig den dag i dag efter Landevejsrøverens skovdiamanter ved træernes rødder. Børnenes kreativitet udfolder sig med insektinstumenter til skovrytmik og koglemus med store ører.
De snitter, karter uld og laver andre bushcraftaktiviteter, og der produceres stadig skumdyr og perleguldsmede- og edderkopper i massevis. De gode huskeknager er en vigtig del af et besøg på Vestre Hus og grunden til, at så mange husker det - selv som voksne.
