Greves borgmester Pernille Beckmann (V) har skrevet historie.
Som den første borgmester har hun vundet Tingprisen, der uddeles af det politiske medie Altinget til en politiker, som med sin kommunikation har været med til at fremme danskernes forståelse af dansk eller europæisk politik.
Prisen har været uddelt siden 2004 og er tidligere gået til landspolitikere som Lene Espersen, Lars Løkke Rasmussen, Villy Søvndal, Mette Frederiksen, Margrethe Vestager og Alex Vanopslagh, men aldrig til en kommunalpolitiker - før nu.
"Jeg er simpelthen så glad - og også lidt overvældet," skriver Pernille Beckmann på Facebook.
Greve-borgmesteren var både nomineret for sin måde at kommunikere med vælgerne på, men også for sin åbenhed omkring den chikane og stalking, som lokale politikere kan blive udsat for.
"Det er jeg stolt af. Men jeg tager også prisen med hjem til Greve med en tanke om noget, jeg gennem mine mange år som borgmester er blevet mere og mere optaget af: At passe på det fællesskab, vi har med hinanden," skriver Pernille Beckmann og fortsætter:
"For her i Greve kommune mødes vi hele tiden på tværs. På rådhuset, i foreningerne, på skolerne, i idrætslivet, på arbejdspladserne og når vi møder hinanden i byen."
"Vi er ikke altid enige. Heldigvis. Men demokrati handler også om at kunne være rygende uenige og stadig sætte sig ved det samme bord dagen efter. Om at lytte, nogle gange flytte sig og finde kompromiset. Og først og fremmest om, hvordan vi behandler hinanden."
"Det er noget af det fineste ved det samfund, vi har bygget sammen, også her i Greve. Det skal vi passe på. Tusind tak for Tingprisen. Den betyder virkelig meget for mig," skriver Pernille Beckmann.
De øvrige nominerede var folketingsmedlemmerne Elise Sydendal fra Alternativet og Mads Strange fra Liberal Alliance.
Juryen bestod i år af Altingets chefredaktør Jakob Nielsen, Marie Stærke, tidligere borgmester i Køge, og tidligere Venstre-formand og minister Jakob Ellemann-Jensen.