Dansker ramte hobbyens jackpot med unikt kortfund

Samlere verden over jagtede kortet. Fredag aften blev det trukket under et dansk livebreak i Greve.

Det kræver normalt en enorm portion held at finde hobbyens største skatte. Fredag aften var heldet på dansk side, da et af årets mest eftertragtede basketballkort blev trukket. Kortets værdi kan meget vel vise sig at være syvcifret, lyder det fra ekspert.

Den Korte Version
  • Unikt Cooper Flagg-rookiekort trukket fredag aften i Greve under dansk livebreak.
  • Kortet er et 1/1 eksemplar med on-card autograf, jagtet af samlere globalt.
  • Værdi anslås til potentielt syvcifret beløb, afhængig af samlerinteresse.
  • Peter Thorup beskriver fundet som en choktilstand og en velsignelse.
  • Kortet kan påvirke prisudviklingen på samlekortmarkedet internationalt.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Det opsigtsvækkende fund skete fredag aften i Greve, hvor Peter Thorup, der driver hobbygruppen Thorup Trading - Cards & Breaks, for rullende livestream åbnede en boks med basketballkort.

Helt præcist åbnede Peter Thorup en boks fra den eksklusive Topps Pristine NBA 2025-26-serie. Boksen indeholder 45 kort og koster godt 8000 kroner.

Læs også

Den høje pris betyder, at deltagerne i breaket typisk køber sig ind på enkelte hold eller spillere frem for hele boksen. 

I dette tilfælde blev de 30 NBA-hold fordelt ved lodtrækning mellem deltagerne. Det er hobbyens måde at dele udgifterne til de dyre produkter på.

Hvad er et livebreak?

Et livebreak er en fælles åbning af samlekort, som foregår via livestream. I stedet for at købe en hel boks – som kan koste flere tusinde kroner – køber deltagerne et spot. Et spot giver ret til alle kort fra et bestemt hold eller en bestemt spiller.

Omtrent en halv time inde i livestreamen dukkede kortet op, som samlere verden over havde jagtet siden produktets udgivelse. 

Et unikt 1/1 Cooper Flagg-rookiekort med on-card autograf. Der findes kun ét eksemplar i verden af netop det kort. 

Det tilfaldt en dansk deltager i breaket, der ved lodtrækning ville modtage alle kort fra klubben Dallas Mavericks, der er den klub, som spilleren Cooper Flagg spiller for. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra kortets ejer.

No f… way

Selv efter mange år som breaker var Peter Thorup ikke forberedt på reaktionen, da kortet kom frem.

- Det var næsten så voldsomt, at det ikke bare var glæde. Det var nærmest en form for choktilstand. Det var helt urealistisk, siger Peter Thorup.

Han fortæller, at de første tanker hurtigt blev praktiske. For et kort af den kaliber er ikke noget, han har lyst til at opbevare ret længe.

- Noget af det første, jeg tænkte, var jo, at jeg skulle af med det. Når et kort bliver så dyrt, er det lidt en velsignelse og en forbandelse. Man begynder at tænke på sikkerhed og på, hvordan man får det overdraget til ejeren. Så den rene barneglæde bliver hurtigt afløst af en masse praktiske overvejelser, fortæller Peter Thorup, der allerede 30 minutter senere fik besøg af ejeren af kortet et sted på Sydkysten.

Kortet, som samlere verden over har jagtet siden udgivelsen, endte fredag aften i danske hænder.
Kortet, som samlere verden over har jagtet siden udgivelsen, endte fredag aften i danske hænder. Foto: Peter Thorup

Og hvad er kortet så værd?

For ejeren af kortet kan der være tale om hobbyens svar på en lottokupon med jackpotgevinst, men hvad er kortet egentlig værd?

Det er der ingen, der med sikkerhed kan svare på. Markedet for unikke samlekort afgøres i sidste ende af, hvor mange købere der er villige til at kæmpe om dem.

Perspektivet er dog til at få øje på. I sidste uge blev et unikt Cooper Flagg-kort med autograf og et stykke af hans kamptrøje fra NBA-debuten solgt for 8,04 millioner dollar, svarende til omkring 50 millioner kroner.

Salget af debut-patch-kortet kan ikke direkte sammenlignes med kortet fra Greve, men det giver et indtryk af den enorme interesse, der lige nu omgiver den unge NBA-stjerne.

Frank Nielsen er mangeårig samler af NBA-kort og manden bag kortmessen Sports Cards Only.

Han er ikke i tvivl om, at der er tale om et fund, som vækker opsigt langt uden for Danmarks grænser.

Selvom han understreger, at unikke kort er notorisk svære at prissætte, mener han, at kortet allerede nu befinder sig i den absolutte top af det danske samlekortmarked.

- Hvis jeg skal komme med et forsigtigt estimat, vil jeg sige omkring 500.000 kroner. Men med et 1/1-kort er det faktisk umuligt at sætte en præcis markedspris. I sidste ende afhænger det af, hvor motiverede samlere er i en auktion, og om de byder hinanden op, fortæller han.

Ifølge Frank Nielsen handler værdien ikke kun om sjældenheden. Den hænger også tæt sammen med personen på forsiden.

- Flagg har den profil, som samlermarkedet elsker. Han var nummer ét i draften, blev Rookie of the Year og spiller allerede en central rolle i Dallas. Når det kombineres med et 1/1 on-card autografkort, så har man et kort, som samlere over hele verden vil have fingrene i, forklarer han.

Men ligesom på aktiemarkedet er der ingen garantier for fremtiden.

- Med rookie-kort køber man i høj grad ind på forventningen til det, en spiller kan blive. Hvis Flagg bliver skadet eller ikke lever op til de høje forventninger, kan priserne falde markant, fortæller Frank Nielsen, inden han nævner Zion Williamson og Ja Morant som eksempler på spillere, hvor hurtigt et marked kan ændre sig.

- Her er der virkelig folk, som har brændt nallerne, siger han.

Danmarks heldigste breaker?

I januar i år prøvede Peter Thorup faktisk noget tilsvarende, da han trak et kort med fodboldspilleren Lionel Messi. 

Dengang beskrev han overfor Sjællandske Nyheder oplevelsen som et øjeblik, der næsten ikke kunne overgås, men den vurdering har han måttet revurdere efter fredagens fund.

- Det kunne jo godt blive vildere. Det blev jo meget, meget vildere. Altså i hvert fald, hvis man dømmer ud fra den potentielle værdi på kortet. Folk taler om en million eller måske to. Man kan ikke vide det, siger Peter Thorup, der klart vil vurdere kortet, som det største sportskort, der nogensinde er blevet trukket i Danmark.

Derfor boomer samlekort

Samlekort er ikke længere kun for børn. De seneste år har hobbyen oplevet massiv vækst, drevet af en blanding af nostalgi, fællesskab og investeringslyst.

Under coronapandemien genopdagede mange deres gamle samlinger, samtidig med at nye samlere kom til. Siden er interessen kun vokset. I dag handles ikke kun sportskort, men også Pokémon, Disney, One Piece og andre populære samlekortserier for store beløb.

Især i USA er markedet vokset eksplosivt, hjulpet på vej af kendte profiler som YouTube-stjernen og bokseren Logan Paul samt en række professionelle sportsstjerner, der åbent samler på kort. Flere af verdens dyreste samlekort er blevet solgt for millionbeløb.

Udviklingen mærkes også i Danmark. Antallet af samlere, kortmesser, break-grupper og handelsfællesskaber er steget markant de seneste år, og flere ser i dag kortene som en kombination af hobby, fællesskab og investering.

- I hvert fald hvad jeg kender til. Der kan jo være trukket kort i det skjulte, siger han.

Ifølge den danske kortbreaker er basketball-kortet med Cooper Flagg ikke blot et af de største fund, han selv har været med til. Det er også et kort, der kan få betydning på markedet.

- Det er jo et kort, der er så stort at trække, at det kan påvirke prisudviklingen på produktet. Når sådan et kort bliver fundet, kan nogle samlere miste interessen for at åbne flere bokse. Derfor er det ret vildt, at vi i et lille Danmark trækker et kort, der potentielt kan påvirke hobbyen i hele verden, siger han.

Hvor værdien præcist ender, og om kortets ejer ønsker at sælge kortet, ved ingen endnu. Men Peter Thorup er ikke i tvivl om, at der er tale om et kort, som potentielt kan få reel betydning for ejerens økonomi.

Derfor bruger han også et udtryk, som mange samlere kun tager frem om de absolut største fund.

- Det her er jo det, man kalder et life-changing card. Alt afhængig af hvor man bor, så er det jo et kvarthus, et halvt hus eller to fede biler. Det er jo helt vildt, når man tænker på, at det i bund og grund bare er et lille stykke pap. Det er det, der gør den her hobby så absurd og fascinerende på samme tid, siger Peter Thorup.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...