Det er ikke hver dag, at et stykke pap kan få en hel hobbyverden til at gå amok. Men det skete i Greve, da Peter Thorup under en ni timer lang livestream trak et fodboldkort fra den eksklusive Museum Collection-serie fra producenten Topps.
- Rasmus Hansen fra Vejle ejer nu et unikt Messi-fodboldkort, trukket under en livestream af Peter Thorup.
- Kortet er nummereret One of One og bærer Lionel Messis autograf, hvilket gør det ekstremt værdifuldt.
- Samlekortmarkedet boomer, drevet af nostalgi, investeringer og kendis-effekt, især i USA og Europa.
- Kortet er opbevaret i en bankboks, og Rasmus Hansen overvejer fremtiden for det sjældne kort.
- Peter Thorup vurderer kortets værdi til sekscifrede beløb, og interessen fra købere er global.
Kortet er nummereret One of One, hvilket betyder, at det er det eneste af sin slags, der er produceret. Samtidig bærer kortet Lionel Messis egen autograf. En kombination, der gør det til den hellige gral for samlere.

Peter Thorup, der driver hobbygruppen Thorup Trading - Cards & Breaks, har gjort det mange gange før. Han har trukket store kort, autografer og sjældne hits, men denne gang er noget anderledes.
- Da jeg ser kortet er jeg fuldstændig i chokstilstand. Det var et magisk øjeblik, og jeg kender ikke til større kort trukket i Danmark. Det er i hvert fald det største, der er trukket i en livestream herhjemme, fortæller Peter Thorup.
Hvad er et livebreak?
Et livebreak er en fælles åbning af samlekort, som foregår via livestream. I stedet for at købe en hel boks – som kan koste flere tusinde kroner – køber deltagerne et spot. Et spot giver ret til alle kort fra et bestemt hold eller en bestemt spiller.
Eksempel: Køber du Barcelona-spot, får du alle Barcelona-kort fra boksen. Messi er så populær, at han ofte sælges som et separat spot. Når kortene åbnes på stream, følger alle med i spændingen – og håber på det store hit.
Kortet tilhører nu Rasmus Hansen fra Vejle. Han havde købt en plads i åbningen for 400 kroner. Det er en slags billet, der giver ret til alle kort fra en bestemt spiller i boksen.
Det er samtidig hobbyens måde at dele en dyr boks op, så flere kan være med.

Rasmus Hansen var selv til fodboldtræning som træner på sønnens fodboldhold, og så dermed ikke med på livestream, da Peter Thorup åbnede pakken med det værdifulde kort.
- Da jeg kom ud fra hallen var min telefon nærmest brændt sammen. Instagram-opkald, Messenger-opkald, beskeder fra folk, jeg ikke kendte. Alle skrev 'Ser du med? Har du set det?', fortæller den stolte indehaver af Messi-kortet.
Han ringede derfor tilbage til en af de mange venner, der havde forsøgt at få fat på ham, for at finde ud af, hvad der foregik.
- Da fandt ud af det blev jeg selvfølgelig meget glad. Chancen for at trække sådan et kort er som at finde en nål i en høstak, siger Rasmus Hansen, der herefter tog turen fra Jylland til Greve for at hente hentet med det samme.
Derfor boomer samlekort
Samlekort er ikke længere kun for børn. De seneste år er markedet eksploderet, drevet af nostalgi, investeringsmuligheder og kendis-effekt. Under corona fik mange tid og penge til at genopdage gamle hobbyer, og samtidig begyndte kendte profiler at vise deres passion for kort.
Et af de mest ikoniske øjeblikke kom, da YouTube-stjernen og bokseren Logan Paul gik i ringen med et sjældent Pokémon-kort om halsen – et kort, der senere blev vurderet til millioner og nu er sat til salg. Den slags historier har gjort samlekort til et globalt fænomen, hvor både sportskort, Pokémon og japanske anime-serier som One Piece handles for enorme beløb.
Markedet er især stort i USA, men Europa er på vej frem. Kortene er blevet en blanding af hobby, investering og kulturfænomen – og de dyreste eksemplarer handles i dag på niveau med kunstværker.
Gemt væk i bankboks
Det unikke fodboldkort er siden blevet placeret i en bankboks, og Rasmus Hansen ved endnu ikke, hvad der skal ske med kortet i fremtiden. Sikkert er det imidlertid, at interessen for kortet vil være enorm, hvis det kommer til salg.
- Jeg har selv hørt alt fra 6.000 dollars til 200.000 kroner. Det er svært at værdisætte, og hvis jeg holder på det længe nok, kan det sikkert også blive mere, gætter han.

Tilbage i Greve er Peter Thorup ikke i tvivl om, at kortet har en sekscifret værdi.
- Det er den hellige gral, og der vil være interesserede købere fra hele verden. Jeg er virkelig glad for at have åbnet det for en anden. Efter sådan et hit tænker man: Har vi gennemført hobbyen? Kan det overhovedet blive vildere?, spørger Peter Thorup.
Om kortet skal sælges videre eller om det skal gå i arv, ved Rasmus Hansen endnu ikke, men hvis det på et tidspunkt ikke længere skal være en del af hans egen samling af sportskort, så ved han godt, hvordan handlen skal foregå.
- Hvis jeg sælger kortet, skal det være med en personlig overlevering et eller andet sted i verden. Det kunne være sjovt, siger han.