Budgetaftalen for 2027 er landet, og alle ti partier og lister i Egedal Byråd står bag. Vi i Et Samlet Egedal har ikke tænkt os at finde de helt store fanfarer frem, men der er alligevel flere dele af aftalen, som vi har god grund til at være glade for. Vi begyndte forhandlingerne med et sparekatalog, der indeholdt en række forslag, som efter vores vurdering ville ramme den borgernære velfærd for hårdt. Under forhandlingerne lykkedes det at få luget mange af de værste tidsler ud, ikke mindst på skole-, ældre- og børneområdet. Det betyder, at det endelige budget er landet et væsentligt bedre sted end det udgangspunkt, vi begyndte med. Jeg er især glad for beslutningen om at etablere en ny specialskole ved Søhøjskolen. Det betyder, at flere børn med særlige behov kan få et relevant tilbud tættere på deres familie og deres hverdag. Det har været ønsket længe, og for mig er det en af de allerbedste nyheder i årets budget.
Parti: Et budget med gode resultater og plads til forbedringer