Alle står bag budgettet - udsigt til millionløft og besparelser

Samtlige partier i Egedal Kommune er med i årets budgetaftale, hvor der er fundet besparelser for 21 millioner kroner, men også prioriteret store investeringer på børneområdet.

Det er samtlige partier i Egedal, der har fundet sammen om "Budget 2027" - et budget, hvor der er fundet besparelser for cirka 21 millioner kroner, men også et budget, hvor flere områder får afsat midler til et løft.

Det er samtlige partier i Egedal, der har fundet sammen om "Budget 2027" - et budget, hvor der er fundet besparelser for cirka 21 millioner kroner, men også et budget, hvor flere områder får afsat midler til et løft.

Foto: Egedal Kommune

Egedals budget for 2027 faldt mandag morgen på plads, og det er samtlige partier, der står bag aftalen, hvilket bliver mødt med stor tilfredshed hos borgmester Birgitte Neergaard-Kofod. 

- Tak til alle partier for at have udvist stor ansvarlighed i en situation, hvor vi i år har skullet træffe svære valg. Trods besparelser og takststigninger er vi glade for de prioriteringer, vi har kunnet foretage, siger borgmester Birgitte Neergaard-Kofod (C).

I budgettet er der fundet besparelser for godt 21 millioner kroner. Den største besparelse ligger på 3 millioner kroner og er fundet ved at reducere i elevbudgettet til social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter. 

Læs også

Af andre store besparelser kan nævnes øget forældrebetaling til både fritidsklubtilbud og SFO, ligesom der sikres en besparelse på 1,3 millioner kroner på personalereduktioner i kommunens "Borgerservice og Organisation". 

På ældreområdet har man valgt at finde en besparelse på 750.000 ved at droppe ekstra rengøring til borgere - midlerne blev ellers afsat i sidste års budget. Også  kompetenceudviklingen om mad og måltider bliver sparet væk, ligesom der bliver reduceret i budgettet til handicapbiler.

Friluftsbad reddet

Til gengæld kan de ånde lettet op i Ganløse - byens friluftsbad, som var i fare for at blive ramt af sparekniven, er ikke blandt de endelige besparelser.

På den positive side betyder aftalen, at der afsættes 32 millioner kroner til børneområdet for at sikre de lovfastsatte minimumsnormeringer. Over halvdelen af midlerne går til at ansætte 38 ekstra årsværk i børnehusene og mini-SFO. Forældrebetalingen til SFO og fritidsklubtilbud stiger med 100 kroner om måneden, hvilket er med til at finansiere de ekstra årsværk i børnehusene.

Aftaleparterne har desuden afsat midler til at renovere en bygning ved Søhøjskolen i Ølstykke og oprette en specialskole. Specialskolen er klar til august 2027, hvorefter flere børn vil kunne gå på en specialskole i nærområdet. Der afsættes i alt godt 15 millioner til projektet. 

Skolerenoveringer er fortsat blandt de helt store investeringer på vores anlægsprogram, og særligt Balsmoseskolen og Lærkeskolen er i fokus i 2027, skriver partierne i aftaleteksten.

Tilfører millioner

- Udgifterne til socialområdet er steget markant i alle kommuner de seneste år, også i Egedal. I 2027 åbner de nye lokale botilbud Solkrogen og Engbo, der skal levere gode rammer til borgerne til lavere omkostninger end eksterne tilbud. Området tilføres i 2027 yderligere 15 millioner kroner udover det allerede afsatte, oplyser Egedal Kommune.

Der afsættes også 3 millioner kroner i 2027 til nye solceller på kommunale bygninger og flere batterier til anlæggene, så elproduktionen kan udnyttes endnu bedre. Det gavner klimaet og sænker Egedal Kommunes udgifter til el.

- Egedal Kommunes kassebeholdning er god, derfor betales et ekstraordinært afdrag på lån på 100 millioner kroner i 2027. Formålet er at mindske den økonomiske risiko, der forbundet med gæld, lyder det i pressemeddelelsen.

Som følge af beskæftigelsesreformen skal udgifterne til området nedbringes markant. Aftaleparterne har dog besluttet at fastholde en indsats tæt på borgerne i Egedal. Derfor er der afsat 2,6 millioner kroner til fortsat at investere i indsatsen for sygemeldte, jobparate og aktivitetsparate.

60 høringssvar

Der er modtaget 60 høringssvar om budgettet, og det glæder borgmester Birgitte Neergaard-Kofod.

- De mange høringssvar viser, at borgere, foreninger og medarbejdere i Egedal er engagerede i deres arbejde og lokalsamfund. Høringssvarene gør indtryk og har påvirket vores valg i forhandlingen, siger hun.

Budgettet skal formelt vedtages ved 2. behandling i byrådet den 7. oktober. Hele aftalen kan læses på Egedal Kommunes hjemmeside.

På www.sn.dk/egedal kan du læse meget mere om årets budget i Egedal.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...