To 13-årige drenge fra Hørsholm og deres forældre skal nok have en alvorlig snak sammen. Onsdag morgen stod en patrulje fra Nordsjællands Politi i vejen, da drengene ulovligt kørte på elektriske løbehjul ved Hørsholmhallen og Hørsholm Idrætspark.
Af politiets døgnrapport fremgår det, at klokken var 07.55, da politiet stoppede de to drenge og bad om at få oplyst deres fødselsdatoer. Her viste det sig, at de begge var 13 år - og derfor ikke må køre på elløbehjul. Som udgangspunkt kræver det, at man skal være fyldt 15 år.
Politiet tilkaldte drengenes forældre for både at hente dem og løbehjulene. Ifølge døgnrapportens oplysningner var begge elløbehjul ellers lovlige.
De to drenge slap i denne omgang for bøde, men modtog en kraftig advarsel.
Her er reglerne for elløbehjul
- Det er lovpligtigt at bruge cykelhjelm. Bøden for at køre uden cykelhjelm er 1.500 kr.
- Du skal være fyldt 15 år – ellers skal du følges med en voksen.
- Der må kun være én person på løbehjulet
- Hastighedsgrænsen er 20 km/t - og det må ikke være muligt at indstille det til at køre hurtigere.
- Politiet kan konfiskere ulovlige el-løbehjul
- Du skal følge cykelreglerne
- Du skal have lys på hele døgnet
- Promillegrænsen er 0,5
- Løbehjulet må maksimalt veje 25 kilo (vejer det mere, kan det i øvrigt ofte køre hurtigere)
Nordsjællands Politi minder desuden om reglerne for at køre på elløbehjul, herunder at det er lovpligtigt at bruge cykelhjelm, at man kun må være én person på løbehjulet, og dets hastighed maksimalt må være er 20 km/t.
Læs også
- Tricktyveri på åben gade kostede ældre kvinde smykker
- Konstituering har slået revner: LA og Venstre ude af budgetforhandlinger
- Tre unge dømt for vold ved privat fest i Hørsholm - filmet af vidne
- 21-årig fængslet efter svindel mod ældre i Hørsholm og Espergærde
- Hjemmehjælper afbrød svindelforsøg mod 90-årig kvinde