Det siger partierne om budgettet

Der har været væsentlige knaster, som skulle bearbejdes, og forskellige politiske ønsker og prioriteringer, der skulle mødes. Men gennem en god og konstruktiv dialog lykkedes det at finde løsninger, som alle kunne se sig selv i, lyder det fra Ulrik John Nielsen fra Lokallisten Ny Egedal.

Der har været væsentlige knaster, som skulle bearbejdes, og forskellige politiske ønsker og prioriteringer, der skulle mødes. Men gennem en god og konstruktiv dialog lykkedes det at finde løsninger, som alle kunne se sig selv i, lyder det fra Ulrik John Nielsen fra Lokallisten Ny Egedal.

Foto: John Müller

Samtlige partier står bag årets budget i Egedal Kommune, hvor der er fundet besparelser for knap 21 millioner kroner, men også en investering på 15 millioner til en ny specialskole ved Søhøjskolen i Ølstykke. Nu sætter flere politikere ord på budgetaftalen i et skriv til Frederiksborg Amts Avis.

- For SF handler kommunens økonomi først og fremmest om den hverdag, børn, familier, ældre og udsatte borgere møder. Derfor er jeg især glad for, at vi får flere voksne i vores daginstitutioner, tilfører flere penge til social- og handicapområdet og etablerer vores egen specialskole. Det er konkrete forbedringer af vores velfærd, skriver SF's Jens Skov, der finder det væsentligt, at budgetaftalen ikke alene er en aftale mellem partierne i konstitueringsgruppen. 

- Alle partier i Egedal Byråd er med - også Socialdemokratiet, Venstre og Liberal
Alliance. Det viser, at der trods politiske forskelle har været vilje til at finde fælles løsninger. Vi er forskellige partier og har bestemt ikke de samme ønsker til alle dele af budgettet. Netop derfor er det værd at fremhæve, at hele byrådet har kunnet finde fælles fodslag. Der er kompromiser i aftalen - også ting SF gerne havde set anderledes - men vi har sammen taget ansvar for kommunens økonomi og samtidig fundet plads til vigtige investeringer i velfærden, skriver Jens Skov.

Hos Socialdemokratiet i Egedal er man med i budgetaftalen, fordi man ønsker at sikre en sund og stabil økonomi, samtidig med at man påvirker budgettet i en retning, der styrker velfærden.

Tager ansvar

- Vi tager ansvar for det budget, der ligger på bordet, fordi vi mener, at det er vigtigere at skabe løsninger end at stå på sidelinjen. Aftalen indeholder flere vigtige forbedringer, men vi mener også, at der var mulighed for større ambitioner på velfærdens vegne. Ambitionsniveauet kunne godt have været højere og processen langt bedre, siger Vicky Holst Rasmussen.

Budgetaftalen indeholder besparelser på omkring 21 mio. kr. i 2027. Samtidig reduceres kommunens gæld med 100 mio. kr., hvilket styrker kommunens økonomi og frigør ressourcer i fremtiden.

Da budgetloven begrænser, hvor mange penge kommunerne må bruge, mener Socialdemokratiet, at det er mere ansvarligt at nedbringe gælden end at lade pengene stå ubrugt.

- Vi skal både tage ansvar for de udfordringer, vi står med i dag, og for den kommune, vi giver videre til næste generation. Derfor er det fornuftigt at styrke økonomien, men det ændrer ikke på, at vores vigtigste opgave fortsat er at investere i velfærd, trivsel og stærke fællesskaber, siger Vicky Holst Rasmussen.

Socialdemokratiet er særligt ærgerlig over besparelser på kultur- og fritidsområdet samt de øgede brugerbetalinger i SFO- og klubtilbud.

- For os handler velfærd ikke kun om daginstitutioner, skoler og ældrepleje. Det handler også om fællesskaber, trivsel og muligheden for at deltage i fritidslivet. Derfor vil vi fortsat arbejde for at styrke kultur-, fritids- og foreningsområdet. For os er velfærd også det liv, der leves efter skole og arbejde. Vi ønsker en kommune, hvor alle børn, unge og voksne har mulighed for at være en del af fællesskabet, uanset økonomisk baggrund, siger Morten Lyager.

Service beskyttes

For Det Konservative Folkeparti i Egedal har det gennem hele processen været en klar prioritet at friholde den nære borgerkontakt mest muligt. 

- Når der skal findes besparelser og omprioriteringer, mener vi, at det er afgørende at beskytte den service, som borgerne møder i hverdagen. Derfor glæder vi os over, at besparelserne på både ældre- og skoleområdet er begrænsede, samtidig med at vi investerer i de områder, hvor behovet er størst. Særligt på beskæftigelsesområdet har vi lagt vægt på, at reformer og besparelser ikke må fjerne den lokale og nære indsats over for borgere, der har brug for hjælp til at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Derfor fastholdes investeringerne i indsatsen for sygemeldte, jobparate og aktivitetsparate borgere, skriver partiets formand Christian Bruun-Kiilerich.

Han mener, at budgettet er resultatet af ansvarlige prioriteringer og et stærkt politisk samarbejde. 

- Det er ikke alle ønsker, der har kunnet opfyldes, men vi mener, at aftalen skaber en god balance mellem økonomisk ansvarlighed, investeringer i velfærd og fokus på den nære service til borgerne, siger Christian Bruun-Kiilerich, der roser borgmester Birgitte Neergaard-Kofod.

- Vi er særligt stolte af den rolle, som hun har spillet i budgetforhandlingerne. Hun har ledet en åben og konstruktiv proces, hvor alle partier er blevet hørt, og hvor fokus har været på løsninger til gavn for borgerne. Resultatet er et bredt budgetforlig, som samler hele byrådet om ansvarlige prioriteringer, investeringer i velfærd og en sund økonomi. Det vidner om stærkt politisk lederskab og om de konservative værdier om ansvarlighed, samarbejde og langsigtet styring af kommunens økonomi, skriver formanden.

Hos Liberal Alliance skriver byrådsmedlemmerne Edith Thingstrup og Lars Winther, at aftalen indeholder en række fornuftige prioriteringer, som man gerne tager medansvar for.

Vigtigt afdrag på gælden

- Én af de vigtigste er beslutningen om et ekstraordinært afdrag på kommunens gæld på omkring 100 mio. kr. Egedal har en sund økonomi, og kommunens kassebeholdning ligger betydeligt over den politiske målsætning på 100–125 mio. kr. I den situation er det efter vores opfattelse fornuftigt at anvende en del af likviditeten til at reducere gæld og økonomisk risiko. Vi er samtidig tilfredse med, at konsekvenserne af besparelserne på skoleområdet er søgt begrænset. Der investeres fortsat betydeligt i skolernes fysiske rammer, og der etableres en ny specialskole med de første elever fra august 2027, skriver de.

Med en sund økonomi i ryggen, så ser de gerne, at næste fase ikke alene handle om at få budgettet til at balancere. 

- Den bør handle om systematisk at gøre kommunen mere effektiv og dokumentere resultaterne. Vi ønsker konkrete og forståelige mål for blandt andet produktivitet, indkøb, sagsbehandling, sygefravær og udnyttelsen af kommunens bygninger. Budget 2027 er et kompromis, og sådan skal en bred budgetaftale være. Der er ting, Liberal Alliance gerne havde set anderledes, men der er også væsentlige elementer, som vi er tilfredse med. Derfor har vi skrevet under. Nu skal vi videre fra gode intentioner til målbare resultater. Borgerne skal kunne se, om de får mere og bedre kommune for deres penge, skriver de.

Gruppeformand hos Lokallisten Ny Egedal, Ulrik John Nielsen, sætter også ord på budgettet.

Væsentlige knaster

- Som en del af den konstituering, vi indgik efter valget, har vi også påtaget os et ansvar for at være med til at drive Egedal Kommune. Det ansvar tager vi alvorligt. Lokallisten Ny Egedal er en økonomisk ansvarlig lokalliste. Det er aldrig sjovt at skulle finde besparelser på så mange millioner kroner. Vores mål har været at påvirke budgettet i en retning, hvor færrest mulige borgere bliver direkte berørt, samtidig med at vi holder fast i en sund økonomi og fortsat udvikler vores kommune.
Jeg er derfor også rigtig glad for, at alle partier og lister i Egedal Byråd står bag budgettet, siger Ulrik John Nielsen, som understreger, at man ikke har været enige om alt i budgetforhandlingerne.

- Der har været væsentlige knaster, som skulle bearbejdes, og forskellige politiske ønsker og prioriteringer, der skulle mødes. Men gennem en god og konstruktiv dialog lykkedes det at finde løsninger, som alle kunne se sig selv i. Tak til alle omkring forhandlingsbordet for det. Det er stærkt, at et samlet byråd tager ansvar for kommunens økonomi og fremtid, skriver han.

Hos "Et Samlet Egedal" glæder man sig over at være med i er med i en bred budgetaftale.

- Vi glæder os især over en ny specialskole, flere voksne i dagtilbuddene og over, at mange af de besparelser, der ville have ramt den borgernære velfærd, blev taget ud under forhandlingerne, siger gruppeformand Johan Hahn og fortsætter:

- Vi gik ind i forhandlingerne med et sparekatalog, hvor flere forslag efter vores opfattelse ville ramme børn, ældre og familier for hårdt. Derfor er jeg glad for, at vi fik luget mange af de værste tidsler ud. Det er ikke et perfekt budget, men resultatet er blevet væsentligt bedre end udgangspunktet,” siger Johan Hahn.

Han er også tilfreds med, at det i vid udstrækning er lykkedes at bevare kvaliteten i kommunens klubtilbud.

- Egedal har nogle af de mest besøgte klubber, og sådan skal det også være fremover. Klubberne er vigtige fællesskaber for vores børn og unge. Samtidig håber vi, at vores dygtige klubmedarbejdere vil arbejde aktivt med pædagogisk fripas, så økonomi ikke bliver en barriere for at være med, siger Johan Hahn.

Alle partier i Egedal Byråd er med - også Socialdemokratiet, Venstre og Liberal Alliance. Det viser, at der trods politiske forskelle har været vilje til at finde fælles løsninger, skriver SF's Jens Skov, der her skriver under på budgetaftalen.
Alle partier i Egedal Byråd er med - også Socialdemokratiet, Venstre og Liberal Alliance. Det viser, at der trods politiske forskelle har været vilje til at finde fælles løsninger, skriver SF's Jens Skov, der her skriver under på budgetaftalen. Foto: Privatfoto
Vi gik ind i forhandlingerne med et sparekatalog, hvor flere forslag efter vores opfattelse ville ramme børn, ældre og familier for hårdt. Derfor er jeg glad for, at vi fik luget mange af de værste tidsler ud. Det er ikke et perfekt budget, men resultatet er blevet væsentligt bedre end udgangspunktet, siger Johan Hahn fra Et Samlet Egedal..
Vi gik ind i forhandlingerne med et sparekatalog, hvor flere forslag efter vores opfattelse ville ramme børn, ældre og familier for hårdt. Derfor er jeg glad for, at vi fik luget mange af de værste tidsler ud. Det er ikke et perfekt budget, men resultatet er blevet væsentligt bedre end udgangspunktet, siger Johan Hahn fra Et Samlet Egedal.. Foto: Kenneth Tanzer

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...