Debat: - Frederiksberg Skole skal udvides til 40 lokaler

- Vi er nødt til at prioritere pengene der, hvor behovet er størst, og lige nu er behovet altså at udvide Frederiksberg Skole og renovere Hus Syv. I kommende års budgetter ser vi ind i at skulle igangsætte en større renovering af Stenlillehallen, og sådan skifter områderne, hvor behovet er størst, løbende, skriver borgmester Jakob Spliid (V).

- Vi er nødt til at prioritere pengene der, hvor behovet er størst, og lige nu er behovet altså at udvide Frederiksberg Skole og renovere Hus Syv. I kommende års budgetter ser vi ind i at skulle igangsætte en større renovering af Stenlillehallen, og sådan skifter områderne, hvor behovet er størst, løbende, skriver borgmester Jakob Spliid (V).

Foto: Martin Pedersen

Er det nok at udvide Frederiksberg Skole fra 30 til 35 lokaler, når prognoserne viser et behov for 38 lokaler?

Det spørgsmål fyldte uforholdsmæssigt meget i efteråret og har periodevis fyldt siden.

Jeg har i dag talt med TV2 ØST, som gerne vil lave et indslag i forbindelse med, at vi i denne uge skal forhandle budgettet for 2027-2030 på plads.

Her vil vi i flertalsgruppen afsætte penge til den aftale, vi indgik i forbindelse med konstitueringen, om at udvide skolen til 40 lokaler.

Det gør vi dels for at løse den udfordring, skolen ser ind i nu og her, men også for at fremtidssikre skolen, så der også i fremtiden kan ske yderligere boligudvikling på Frederiksberg.

Hvis vi skal indfri vores ønsker om en endnu bedre velfærd i Sorø Kommune og få indhentet det voldsomme vedligeholdelsesefterslæb på bygninger, fortove og veje, så kræver det flere indtægter og mere bosætning. Det, mener vi, skal ske i hele Sorø Kommune og også på Frederiksberg. Derfor er det rettidig omhu, at skolen bygges stor nok fra start, så vi ikke igen og igen skal etablere dyre pavillonløsninger om få år, som jeg kan forstå, at nogle partier i oppositionen foreslår.

Vi ved fra tidligere, at udgiften til pavilloner ofte er den samme som prisen for en permanent løsning, og derfor sætter jeg også stor pris på, at hele flertalsgruppen har samme holdning til, at de løsninger, vi laver, skal være langsigtede og ikke på bagkant, som mange gange før.

Udvidelsen af skolen er en sag, vi ser forskelligt på i kommunalbestyrelsen, hvor nogle partier mener, at det er nok med 35 lokaler, og den uenighed skal der også være plads til. Man skylder dog samtidig at svare på, hvor de sidste elever så skal være? Om det er i pavilloner, eller om partierne vil ændre på distriktsgrænserne?

Vi siger nej til både pavilloner og ændrede distriktsgrænser.

Jeg må dog indrømme, at jeg bliver ærgerlig, når jeg hører, at nogle af mine kollegaer i kommunalbestyrelsen italesætter – både internt og over for pressen – at vores prioritering af udvidelsen handler om, at nogle af os har børn på skolen.

Personligt har jeg både et barn på Stenlille Skole og Frederiksberg Skole. Men det er både irrelevant og usagligt.

Uanset hvor skolen ligger i kommunen, så mener jeg ikke, at det er en luksus, at hver klasse har et lokale at være i, og det er egentlig den opgave, vi ønsker at løse.

Jeg synes, det er fantastisk, at vi i Sorø Kommune taler om skoleudvidelse, når jeg kan se, at mange andre kommuner taler om at lukke skoler.

Vores tilvækst i kommunen er også en af årsagerne til, at vi i år ikke kigger ind i besparelser, da vi heldigvis også får flere indtægter fra de borgere, der vælger Sorø Kommune til. Og arbejdet for at skabe mere bosætning skal vi understøtte endnu mere i fremtiden i hele Sorø Kommune.

I sidste periode kæmpede jeg for – og fik flertal til – at bygge en ny daginstitution i Dianalund i stedet for blot at renovere den skimmelramte Troldehaven. Vi har løbende afsat 110 millioner til den nye daginstitution og renoveringen af Holbergskolen, hvor første etape er færdig.

Derudover har vi sat 25 millioner af til en samlokation i Ruds Vedby og i sidste periode også renoveret dele af Pedersborg Skole og Stenlille Skole.

Vi er nødt til at prioritere pengene der, hvor behovet er størst, og lige nu er behovet altså at udvide Frederiksberg Skole og renovere Hus Syv.

I kommende års budgetter ser vi ind i at skulle igangsætte en større renovering af Stenlillehallen, og sådan skifter områderne, hvor behovet er størst, løbende.

Jeg glæder mig til at komme i gang med udvidelsen af Frederiksberg Skole, og jeg er glad for og stolt af, at Sorø Kommune nu har et flertal i kommunalbestyrelsen, som vælger langsigtede, strategiske og visionære beslutninger, som i fremtiden vil give os endnu flere muligheder.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...