Selvom Cirkeline har fundet vej til børneværelser over hele Danmark, har den lille alf sine rødder lige her i Fredensborg Kommune. Det var nemlig i et lille hus ved Karlebo, at Hanne Hastrup for alvor gav liv til figuren, der siden blev et af dansk børnekulturs største ikoner.
Nu vender historien tilbage til lokalområdet. Ifølge en pressemeddelelse fra Nivaagaards Malerisamling markerer museet Cirkelines 70-års fødselsdag med udstillingen Cirkeline har fødselsdag, der åbner den 10. april 2027.
Besøgende kan opleve originale tegninger af Hanne Hastrup og komme tættere på fortællingen om, hvordan det lokale univers omkring Karlebo var med til at forme den elskede figur.
Skabt få kilometer fra museet
Hanne Hastrup flyttede i 1962 til Hesselrødvej ved Karlebo sammen med sin mand, Jannik Hastrup. Det var her, omgivet af natur og dyreliv, at Cirkelines univers for alvor tog form.
I historierne boede den lille alf i en tændstikæske på tegnerens bord, hvorfra hun drog på eventyr i den omkringliggende natur. Musene Frederik og Ingolf blev en del af fortællingerne, inspireret af de mange mus, der levede i huset, og som familien ikke nænnede at bekæmpe.
Den lokale natur og hverdagen på det lille husmandssted blev dermed en vigtig del af det univers, som generationer af børn siden har lært at kende.
Dansk kulturarv
Historien begyndte allerede i 1957, da den 17-årige Hanne Hastrup tegnede en lille figur under en undervisningstime på Tegne- og Kunstindustriskolen. Figuren hed først Oline, men da bogstavet O udviklede sig til en cirkel, opstod navnet Cirkeline.
Det var dog først efter flytningen til Karlebo, at figuren for alvor blev en del af Hanne Hastrups fortællinger.
I 1967 omsatte Jannik Hastrup tegningerne til de første animationsfilm, mens Hanne Hastrup skrev manuskripterne. To år senere udkom den første Cirkeline-bog.

Originale tegninger og aktiviteter
På Nivaagaards Malerisamling kan publikum næste år opleve et stort udvalg af de originale tegninger, som skabte grundlaget for bøgerne og filmene.
Udstillingen byder også på et kreativt værksted og en naturskole i museumsparken, hvor børn og voksne kan udforske de samme temaer om natur, fantasi og nysgerrighed, som kendetegner Cirkelines univers.
Museet følger dermed op på succesen med udstillingen Alfons Åberg på museum i 2023. Denne gang er fokus rettet mod et stykke lokal kulturhistorie, der siden voksede til et landskendt børneunivers.
Udstillingen kan opleves fra 10. april til 22. august 2027 og støttes af Augustinus Fonden.