Hørsholms surdejsbager støtter ny fodboldklub: - Der skal være plads til alle

Bager og iværksætter Max Hoffmann-Dose fra Max von Haps i Hørsholm har indgået et tøjsponsorat med Usserød Boldklub. Fælles værdier om fællesskab, rummelighed og plads til alle årsagen til samarbejdet.

Hørsholm nye fodboldklub har fået lokal bager som sponsor. Her ses et af holdene med træner Camilla Bendix (til venstre), sponsor Max Hoffmann-Dose (i midten) og træner Allan Priess Poulsen (til højre) på bageste række.

Hørsholm nye fodboldklub har fået lokal bager som sponsor. Her ses et af holdene med træner Camilla Bendix (til venstre), sponsor Max Hoffmann-Dose (i midten) og træner Allan Priess Poulsen (til højre) på bageste række.

Foto: Presse

Da Max Hoffmann-Dose i 2023 forlod en karriere i IT-branchen for at satse fuldt ud på sin passion for bagning, handlede det om at følge en drøm. I dag driver han bageriet Max von Haps i Hørsholm, og nu har han valgt at støtte et andet lokalt projekt med stærke ambitioner.

Ifølge en pressemeddelelse fra Usserød Boldklub har den lokale iværksætter indgået et tøjsponsorat med den forholdsvis nye fodboldklub.

Fællesskabet var afgørende

Selvom der umiddelbart er langt fra surdejsbrød til fodbold, fandt Max Hoffmann-Dose hurtigt en fællesnævner, da han lærte klubben at kende.

Han fortæller, at han blev fanget af klubbens fokus på fællesskab frem for talentudvikling og resultater.

- Jeg har generelt et svagt punkt for iværksætteri og græsrodsaktivitet, og derudover blev jeg fanget af, at Usserød Boldklub er et fællesskab, hvor alle er velkomne, siger han i pressemeddelelsen.

Jeg kan godt lide grundtanken om, at der er plads til alle. Det går hånd i hånd med den måde, jeg selv driver forretning på.

Max Hoffmann-Dose

Han peger samtidig på, at klubbens værdier passer godt sammen med den måde, han selv driver sin virksomhed på.

- Jeg kan godt lide grundtanken om, at der er plads til alle. Det går hånd i hånd med den måde, jeg selv driver forretning på. Vi prøver også på at rumme forskellighed, fortæller Max Hoffmann-Dose. 

Nyt spilletøj med lokalt navn

Samarbejdet betyder, at klubbens spillere fremover bærer bageriets navn på det rød- og sortstribede spilletøj.

Hos Usserød Boldklub er glæden over aftalen stor.

Initiativtager Nana Rytter Nielsen fortæller, at klubben ser frem til samarbejdet og fremhæver, at sponsor og klub deler mange af de samme værdier.

- Vi byder Max stort velkommen i Usserød Boldklub-familien. Udover at være en fantastisk bager har han en fed personlighed, som blandt andet kommer til udtryk ved de årlige fastelavnsarrangementer, der gør noget rigtig godt for lokalsamfundet. Og så er det selvfølgelig en kæmpe bonus, at vores værdier i den grad passer sammen, siger Nana Rytter Nielsen.

Hun fortæller samtidig, at det nye spilletøj allerede har været i brug til både træning og kamp.

Ifølge klubben har det nye sponsorat også haft betydning for spillerne.

Nana Rytter Nielsen fortæller, at trøjerne er blevet taget godt imod, og at sponsorlogoet på maven har skabt stor stolthed blandt børnene.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...