Fodbolden i Hørsholm har siden 1962 været altdomineret af HUI, der er en af Danmarks største amatørfodboldklubber og med et førstehold i 3. division. Men nu har byen fået en ny klub. Navnet er Usserød Boldklub, og den har hjemme på Usserød Skole.
I første omgang består klubben af et U8-fodboldhold for drenge og piger i alderen syv-otte år.
Bag initiativet står ægteparret Nana Rytter Nielsen og Allan Preiss Poulsen, og de fortæller, at der er tale om en et simpelt koncept med en simpel plan.
- Når man er syv-otte år gammel, behøver en fodboldtræning ikke bestå af 27 forskellige øvelser. Vi mener grundlæggende, at fodbold skal være sjovt og en leg, så længe som det overhovedet er muligt. Derfor kommer børnene primært til at spille fodbold til vores træninger, oplyser Allan Preiess Poulsen, der også er træner for det nyetablerede U8-fodboldhold i Usserød Boldklub.
Han tilføjer i en pressemeddelelse, at de har ingen ambitioner om at agere talentfabrik eller at gøre sporten til en alvorlig sag og dyrke performancekultur i en for tidlig alder.
- Jeg har stået på sidelinjen til U7- og U8-stævner, hvor der er meldt hold til i de lavere rækker med spillere, der åbenlyst er for gamle og for gode til at være der. Bare for at de kan vinde en pokal. Hos og handler det om at have det så sjovt som muligt, slår Allan Preiess Poulsen fast.
Kontingent sat lavt
Nana Rytter Nielsen lægger vægt på, at kontingentet bliver lavt, ligesom hun ser klubben som et fællesskab på tværs af børn og forældre.
- Det behøver ikke at koste flere tusinde kroner om året at spille børnefodbold. Så meget koster fodbolde og kegler trods alt ikke. Derfor har vi sat kontingentet i Usserød BK til 900 kroner. Så kan alle forhåbentlig være med. Derudover ligger det os meget på sinde at skabe et positivt sportsfællesskab og integrere forældrene så meget som muligt, så både træning og kamp bliver en god oplevelse for alle, lyder det fra Nana Rytter Nielsen.

Usserød BK træner hver onsdag mellem 16.30 og 17.30 på hjemmebanen på Usserød Skole. Da holdet spiller på græs er sæsonen som udgangspunkt fra 1. april til 1. oktober.
Nul mobning og negative tilråb
Byens nye fodboldklub bygger på en række simple regler, som blandt andet handler om nultolerance over for henholdsvis mobning og negative tilråb fra forældre i forbindelse med træning og kamp.
- Vi er en breddeklub, der arbejder ud fra, at fodbold skal være sjovt, siger Nana Rytter Nielsen.
Interesserede spillere eller deres forældre kan kontakte hende på telefon 28 28 50 58.