Otte unge er blevet anholdt og sigtet for et groft overfald på to teenagere under en byfest i Hvalsø i foråret.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Der er tale om drenge og mænd i alderen 16-19 år. De blev anholdt tirsdag morgen og sigtet for grov vold begået på Søvej den 23. maj kort før midnat.
Her blev en dreng på 17 år og en mand på 18 år - begge fra Kirke Hyllinge - overfaldet af en større gruppe unge og udsat for slag, spark og tramp, og der blev taget kvælertag på dem. Overfaldet skete i forbindelse med byfesten "Pinsefest i Hvalsø".
Især den ældste af ofrene fik skader som følge af overfaldet, men i en døgnrapport udsendt af politiet fremgik det, at skaderne ikke blev skønnet alvorlige.
Politiet oplyser tirsdag, at han fik flere skader i ansigtet, og politikommissær Søren Villadsen fra Midt- og Vestsjællands Politi omtaler overfaldet som aldeles groft og henviser til både ofrenes og de formodede gerningsmænds aldre.
- Virker tilfældigt og umotiveret
Til Dagbladet Roskilde siger politiet, at det på nuværende tidspunkt ikke kan siges med sikkerhed, hvorvidt ofrene og de formodede gerningsmænd kender hinanden i forvejen.
- Men som sagen ser ud nu, virker overfaldet tilfældigt og umotiveret, siger kommunikationsmedarbejder Frederikke Borg Højfeldt til Dagbladet Roskilde.
Videoer i omløb
De seneste måneder har politiet arbejdet på at opklare, hvem der stod bag, og efterforskningen har ført til tirsdagens anholdelser.
Det er dog stadig muligt, at der er flere medgerningsmænd til volden, og politiet hører gerne fra vidner til episoden, eller hvis nogen har en video af det, der skete.
- Vi har hele tiden arbejdet ud fra, at der skulle være optaget videoer af overfaldet, og dem forsøger vi at få fat på nu. Derfor søger vi stadig vidner til overfaldet eller oplysninger, der kan klarlægge hele forløbet, siger politikommissær Søren Villadsen i meddelelsen.
Til Dagbladet Roskilde uddyber Midt- og Vestsjællands Politi, at det er flere vidneforklaringer, der peger i retning af, at overfaldet er blevet filmet. Det kan både være gerningsmænd og tilfældigt forbipasserende, der har filmet, lyder det fra politiet.
Personer med oplysninger i sagen kan kontakte politiet på telefonnummer 114.
Det er ikke politiets vurdering, at nogen af de otte anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.
Overfaldet fandt sted midt under Hvalsøs byfest, der blev afholdt den 22.-25. maj i år.